Danskerne kan ikke få nok af Tinka-nissehuerne. Det betød, at der i sidste uge var en ekstra julegave til Julemærkehjemmet Kildemose og de fire andre Julemærkehjem i Danmark.
Fem dage før juleaften kunne Salling Group overrække Julemærkehjemmene en flot julegave. En check på 1.250.000 kroner. Pengene er kommet ind fra salget af de populære Tinka-nissehuer i BR, føtex og Bilka. For hver solgte nissehue er der gået fem kroner til Julemærkehjemmene.
For to år siden modtog Julemærkehjemmene også en check for solgte Tinka-nissehuer. I år er beløbet over dobbelt så stort efter et salg på over 200.000 huer. Det glæder direktør hos Julemærkefonden, som står bag Julemærkehjemmene, Søren Ravn Jensen.
- Vi er meget taknemmelige og glade for den fantastiske donation. De mange penge er med til at sikre, at så mange børn som muligt kan få et godt ophold hos os. Børnene får nye venner, kommer i bedre trivsel og vender tilbage til deres hverdag med fornyet tro på sig selv, siger han.
I Salling Group er glæden stor over kundernes opbakning til salget af Tinka-nissehuer. Det er dem, der er årsagen til, at beløbet er så højt.
- Igen i år har kunderne taget rigtig godt imod Tinka-nissehuerne. Jeg synes, det er helt fantastisk, at vi sammen med dem kan donere over en million kroner og på den måde være med til at give børnene på alle fem Julemærkehjem en bedre hverdag og fremtid. Alle børn fortjener at leve i trivsel, siger administrerende direktør i Salling Group, Anders Hagh.