UCN10 i Brøndby åbner dørene for nysgerrige unge og deres forældre, når ungdomsuddannelsen holder åbent hus i januar. Her kan man få et indblik i, hvad det vil sige at være elev på skolen.
- Vores unikke 10. klassestilbud giver unge mulighed for at finde retning, udvikle deres evner og gøre sig klar til fremtiden – uanset om de drømmer om en erhvervsuddannelse, gymnasiet eller noget helt tredje, siger Vibber Maria Matthiesen, skoleleder på UCN10 i Brøndby i en pressemeddelelse.
Vibber Maria Matthiesen har været leder af skolen siden 2023. Hun fremhæver, at UCN10 ikke blot er en traditionel skole, men et sted, hvor eleverne får mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt.
- UCN10 er et sted, hvor elever får en ekstra chance for at modne sig både fagligt og personligt. Eleverne bliver mødt med engagerede lærere, fleksible undervisningsformer og et fokus på at styrke individuelle styrker, forklarer Vibber Maria Matthiesen.
På UCN10 kan eleverne vælge mellem ni forskellige faglinjer og en s-linje. Valget af linje sker ud fra elevernes interesser, hvilket ifølge Vibber Maria Matthiesen giver dem det bedste skoleår.
- Vi ved, at overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse kan være udfordrende for mange unge. Hos os handler det ikke kun om at lære fagene, men også om at hjælpe eleverne med at finde deres egen vej, siger Vibber Maria Matthiesen.
Tre af skolens nuværende elever, Emilie Mønch Landwirt, Natasja Klintrup Jensen og Julie Stage Brunebjerg, fortæller om deres oplevelser på UCN10. Emilie Mønch Landwirt valgte skolen for at blive mere afklaret omkring sin fremtid.
- Jeg hørte om skolen, da viceskolelederen var forbi min gamle skole og fortælle om UCN10. Jeg valgte den, fordi jeg havde behov for at blive mere afklaret i forhold til fremtiden og for at blive klogere på, hvem jeg er som menneske, fortæller Emilie Mønch Landwirt.
Natasja Klintrup Jensen og Julie Stage Brunebjerg valgte UCN10, fordi de var i tvivl om, hvilken studieretning de skulle vælge.
- Vi havde hørt om UCN10 gennem vores veninder, og at det var en god skole med mulighed for at udvikle sig og finde en retning efter endt skoleår, fortæller Natasja Klintrup Jensen og Julie Stage Brunebjerg.
De tre elever fremhæver, at fællesskabet og undervisningsformen på UCN10 har været afgørende for deres valg.
Skolen tilbyder tre dage med fagtimer og to dage med linjefag, hvilket ifølge eleverne giver overskud og motivation til at deltage aktivt.
UCN10 inviterer til informationsmøde for kommende elever og deres forældre tirsdag 21. januar 2025 fra kl. 19.00 til 21.00. Mødet finder sted på skolens adresse, Nykær 44, 2605 Brøndby.
Her vil der være mulighed for at høre mere om skolens tilbud, møde lærerne og få en rundvisning.