Solrød Forsyning står over for et skifte i ledelsen, når forsyningschef Hans Odder fratræder ved årets udgang efter 16 år i virksomheden. I den forbindelse er der blevet justeret i ledelsesstrukturen, og to nye profiler er trådt til. Hasmik Margaryan er tiltrådt som ny forsyningschef, mens Linda Tvede-Lieberkind er blevet driftschef for vandværket.
- Det er stærke kræfter, det er lykkes os at få til Solrød Forsyning, og det er en god fornemmelse at give stafetten videre til Hasmik Margaryan og Linda Tvede-Lieberkind. Forsyningen er i gode hænder, fortæller forsyningschef Hans Odder.
De to nye ledere bringer mange års erfaring med sig. Hasmik Margaryan har tidligere været anlægschef i Høje-Taastrup Fjernvarme, mens Linda Tvede-Lieberkind senest har arbejdet hos KLAR Forsyning i Køge.
- Der ligger et kæmpepotentiale i at kunne arbejde tværfagligt mellem sektorer og opsøge nye projekter, som kan styrke forsyningen i Solrød. Jeg glæder mig til alle de nye udfordringer med både vand- og varmeforsyning, fortæller Hasmik Margaryan.
- Jeg kender jo vandværket fra mit bestyrelsesarbejde og har fulgt udviklingen langt tilbage. Jeg ser frem til den spændende opgave med at drifte anlægget – jeg elsker at arbejde med mennesker og synes, det er fantastisk at kunne spille andre gode. Jeg ser mange muligheder hos Solrød Forsyning, supplerer Linda Tvede-Lieberkind.
Hans Odder har gennem sine 16 år i Solrød Forsyning været en central figur i udviklingen af forsyningen. Han har blandt andet stået i spidsen for sammenlægningen af flere mindre vandværker, renovering af produktionsfaciliteter og ledningsnet samt etablering af solceller og energieffektivisering.
- Hans har været en afgørende drivkraft bag udviklingen af en smidig forsyning, der har sikret stabiliteten og en fremsynethed i vores arbejde. Hans konstruktive tilgang har været uvurderlige for Solrød Forsyning, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, fortæller bestyrelsesformand Per Hangaard, Solrød Vandværk.
- Hans er en handlekraftig mand og har været god til at få ting til at ske i virkeligheden. Der har været brug for handling, samarbejde og forståelse for at kunne forstærke samarbejdet med kommunen for at foretage den store omstilling fra gas til fjernvarme. Hans har altid prioriteret omstillingen og samtidigt sørget for, at borgerne, der blev påvirket af gener og opgravning af veje og haver, alligevel står tilbage, som nye glade fjernvarmeforbrugere. Det er en flot bedrift, så vores bestyrelse siger stor tak til Hans, uddyber bestyrelsesformand hos Solrød Fjernvarme Niels Pedersen.
Hans Odder blev ansat som driftschef for Solrød Vandværk i januar 2008 og blev ved fusionen i januar 2022 udnævnt til forsyningschef for både vandværket og Solrød Fjernvarme.
- Mine 16 år hos Solrød Vandværk og Solrød Fjernvarme har været en spændende rejse – fra nedlæggelsen af det gamle vandværk til renoveringen på Engvangen, opførelsen af blødgøringsanlægget og senest fusionen af de to selskaber. Jeg vil derfor gerne takke bestyrelserne for den tillid, de har vist mig og for det gode samarbejde vi har haft gennem årene samt tak til vores samarbejdspartnere og ikke mindst borgerne, slutter Hans Odder.