Køge Kommune er vokset – og det betyder nu vokseværk på to af kommunens skoler. Det gælder Kirstinedalsskolen i Køge Nord og Ellebækskolen på Lundegårdsvej i Gørslev, som begge udvider, så de i fremtiden kan rumme flere børn.
Byrådet besluttede på sit decembermøde at frigive 23,5 millioner kroner til en udvidelse af Kirstinedalsskolen med i alt tre klasselokaler, fremgår det af en pressemeddelelse sendt fra kommunen efter byrådsmødet.
Desuden etableres et billedkunstlokale og en udvidelse og ombygning af SFO'en. Ligeledes besluttede byrådet at frigive 6,1 millioner kroner til en udvidelse af Ellebækskolen, der, når udvidelsen er på plads, ligeledes kan rumme flere elever.
- Jeg er rigtig glad for, at vi nu får sat gang i at skabe mere plads på to af kommunens skoler, udtaler borgmester Marie Stærke (S) og fortsætter:
- Køge Kommune er vokset, og de fysiske rammer på vores institutioner skal følge med. Det sætter vi gang i med de to projekter her, og det betyder, at begge skoler i fremtiden kan byde flere børn velkomne, ligesom en nødvendig opgradering af billedkunst og SFO på Kirstinedalsskolen bliver til virkelighed, udtaler borgmesteren videre i pressemeddelelsen.