En mandlig morgenhundelufter fik sig lidt af et chok, da han tidligt tirsdag morgen gik tur ved den gamle fiskerihavn i Jyllinge, for i vandet lå der noget, der lignede et menneske.
Manden slog derfor straks alarm. Da var klokken 6.01.
Både politi og brandvæsen rykkede ud, og brandvæsnet fik hentet manden ind på land. Han lå i selve havnebassinet, kun få meter fra slæbestedet.
Vi er i øjeblikket til stede på Jyllinge Havn i forbindelse med en anmeldelse om en drukneulykke på stedet. Vi er i øjeblikket i gang med at undersøge forholdene/omstændighederne. De pårørende er endnu ikke underrettet. @MVSJPoliti #politidk
— Midt-Vestsj. Politi (@MVSJPoliti) December 10, 2024
Manden var ifølge Roskilde Brandvæsens indsatsleder død i vandet.
- Det er ikke til at sige, hvor længe han har ligget der. Det kan være 30 minutter, men det kan også være sket i aftes, lyder det fra indsatsleder Bo Henrik Jensen.
Manden er 74 år og fra Egedal Kommune, og de pårørende er underrettet.
Hvad der er sket, er lidt mere usikkert. Politiet understreger, at der næppe er sket noget kriminelt, men om der er tale om en ulykke eller en bevidst handling, er ikke til at sige på nuværende tidspunkt.
Kilder, som har godt kendskab til den gamle havn i Jyllinge, fortæller til Sjællandske Medier, at der mandag morgen holdt en mindre Peugeot på havnen. og at der var sat polititape omkring bilen. De, der færdes dagligt på havnen, mener ikke at have set bilen på havnen før.