Da Skuespillerforeningen af 1879 inviterede til sin årlige julestue søndag i Restaurant Teaterkælderen under Det Ny Teater i København, kom en række af gæsterne hjem med gaver i form af legater.
Blandt modtagerne denne december er skuespillerne Neel Rønholt og Lue Støvelbæk, der begge er kendt fra seersuccesen "Badehotellet", og den kendte Linie 3-entertainer Anders Bircow.
Der var også legater til skuespillerne Lotte Andersen, Peter Gilsfort og Henrik Prip.
Det oplyser Skuespillerforeningen af 1879 på sin Facebook-side og kalder det for en vidunderlig eftermiddag.
- Tak til alle, der kom: til dagens legatmodtagere, tidligere modtagere, der dukkede op, medlemmer, som bare hyggede sig, lyttede og hyldede. Det var i sandhed en eftermiddag i fællesskabets og nærværets ånd, lyder det fra foreningen.
De nyuddelte legater er på 25.000 kroner hver.
Både Anders Bircow, Neel Rønholt og Lue Støvelbæk modtog et legat hver fra Georg Philipps Fond.
Skuespillerforeningen af 1879 blev oprindelig stiftet med det formål at yde økonomisk hjælp og støtte til medlemmer, der havde behov. For eksempel i form af alderdomsydelser og begravelseshjælp.
Medlemmerne betaler et årligt kontingent, der går til foreningens humanitære arbejde og til driften af Skuespillerforeningens Hus.
Foreningen bestyrer en legatformue på cirka 25 millioner kroner. Afkastet - cirka en halv million kroner - uddeles to gange om året - ved sommerens generalforsamling og ved julestuen i december.
Legaterne kan ikke søges, men uddeles efter den siddende bestyrelses skøn som hæders- og rejselegater i henhold til de gældende fundatser, lyder det.
I bestyrelsen sidder blandt andre Anette Støvelbæk, der også er kendt fra "Badehotellet", samt skuespiller Joen Bille og teaterchef Steen Stig Lommer, der også er formand for foreningen.
Anette Støvelbæk er mor til Lue Støvelbæk, men har ifølge Skuespillerforeningen ikke siddet med ved møderne, hvor modtagerne af legaterne er besluttet.
/ritzau/