Et af Tisvildes fyrtårne lyser ikke mere. Sven Wichmann døde få dage inden han skulle være fyldt 93, og en kold decemberformiddag var Tibirke Kirke mere end fyldt af familie og venner, der ville vise ham, at de holdt af ham og ville følge ham til graven. Det var en smuk ceremoni, hvor sønnen, Nicolai, og Ulrik Pilemand, vores præst, med mange smukke ord fortalte om hans liv og betydning.
Sven kom til byen i de tidligere 80’ere og bosatte sig med Eva og to børn, Henriette og Nicolai, nederst på Vesterprisvej. Sven var udlært vinduesdekoratør, men med flid og dygtighed lykkedes det ham at komme indenfor i filmens verden, og filmens verden kom til at definere hans liv. Et liv, som han selv syntes havde været fantastisk. Og når man hørte ham fortælle om sine oplevelser i Hollywood, og med filmarbejde i Norge, Sverige og Danmark, så må man give ham ret, - hans liv var fantastisk. Og mange film har han sat aftryk på.
Hans største øjeblik i filmens verden var, da han, som scenograf på filmen ”Babettes gæstebud”, oplevede filmen modtage en Oscar i 1987 og året efter den engelske BAFTA-pris. Men han fik ikke stjernenykker eller blev uopnåelig for sine venner og bekendte og lokalsamfund.
Han satte stor pris på sit lille lokalsamfund, Tisvilde, og han blev næsten synonym med byens smukke biograf, Tisvilde Bio, som han og nogle Tisvilde-familier fik genrejst i begyndelsen af 1990’erne. Dens virke etableredes derefter ved frivillig hjælp fra lokale entusiaster og i mange, mange år så biografgængerne Sven, da han hver eneste aften, med kun få undtagelser, stod foran biografens publikum og kort introducerede aftenens film og bød tilskuerne velkommen, inden han pustede de tre stearinlys på flyglet ud som et tegn på, at biografmørket nu kunne sænke sig og filmen begynde.
Sven havde gennem hele sit liv kristendommen med i lommen. Den havde han fået med af sine forældre i barndommen i Nyborg, og han bar, som hans søn sagde i kirken, ”det bedste af kristendommen med sig” gennem hele sit liv. Han var i mange år medlem af Tibirke Menighedsråd, ligesom han heller ikke undså sig for at hjælpe med andet frivilligt arbejde.
I den tid, han ikke brugte på arbejde, nød han sin anselige omgangskreds, som altid havde stor glæde af samværet med et fint og ordentligt menneske, der aldrig følte sig bedre end andre, og som aldrig var for ”stor” til at hjælpe, hvor der var nød eller bare brug for det.
Sven blev som sagt næsten 93 år, og det bliver man sjældent uden at der ankommer visse defekter til én. Til Svens store ærgrelse var det hans hukommelse, der svigtede, bl.a. kunne han ikke huske skuespillernes navne, når han stod foran biografens publikum, og til sidst ærgrede det ham så meget, at han med vemod måtte overlade det til andre at byde filmpublikummet velkommen. Men omgangskredsen havde ham stadig, for han gravede sig ikke ned eller lukkede sig inde. Mange har set ham i den lille blå scooter-bil, som oftest blinkende til højre eller venstre, fordi han glemte at lukke for den, for ud det skulle han, til købmand eller bager eller på besøg eller på den daglige tur til Helsingegården, hvor han spiste frokost og fik en uundværlig snak med de andre frokostgæster.
Nu er han ikke blandt de levende længere. Han fik en fredelig og god død, og med visheden om og accepten af, at alt levet liv har en ende, døde han som en tilfreds mand med sine nærmeste omkring sig.
Alle vi, der kendte Sven, og som nu er blevet efterladt uden ham, vil mindes ham med glæde, for han var netop et fyrtårn, der lyste op, ikke for at andre skulle se ham, men bare fordi han havde lyst til at lyse og bringe livet sikkert uden om skærene.
Vi kommer til at savne dig, Sven, - men dit lys vil vedblive at skinne.