Nye regler træder i kraft: Nu er det slut med selv at nedrive asbest-tag

Alle Egedal-husejere med asbest i taget har fået besked fra kommunen

Fra 1. januar må kun autoriserede virksomheder nedrive asbestholdigt materiale.

Fra 1. januar må kun autoriserede virksomheder nedrive asbestholdigt materiale.

Foto: Nikolaj Kennov Rasmussen

Fra 1. januar 2025 indføres der nye regler for asbestarbejde. Reglerne betyder, at private ikke selv må nedrive asbest. Det har alle husejere i Egedal med asbest i taget i denne uge fået brev om i e-boks.

Det oplyser Egedal Kommune i en pressemeddelelse.

Reglerne betyder, at kun autoriserede virksomheder må nedrive asbestholdigt materiale. Formålet er at beskytte alle mod udsættelse for asbest, og der er en god grund til at de nye regler er indført. Asbest er nemlig sundhedsfarligt, lyder det fra kommunen.

For borgmester i Egedal Kommune, Vicky Holst Rasmussen (S), er det en særligt vigtig sag.

- Jeg er meget glad for, at de nye regler er indført. Hvert år dør mere end 100 danskere af lungehindekræft. Det skyldes asbest alene. Det er en tragedie, og det skal stoppes. Kravet om autorisation for at fjerne asbest er et vigtigt skridt. På sigt ville det være fantastisk at få al asbest ud af vores miljø, så vores børn ikke udsættes for det, siger hun og opfordrer kraftigt til, at man ikke fremskynder nedtagning af et asbesttag, fordi man vil nå det inden den 1. januar 2025.

Ifølge Egedal Kommune, så anbefaler Arbejdstilsynet, at private får hjælp fra professionelle til at fjerne asbest, da det kræver specialiseret viden at gøre det på en forsvarlig måde.

Pligt til at anmelde

Hvis man får udskiftet sit tag, har man pligt til at anmelde asbestaffaldet til Bygningsaffald.dk. Større mængder asbestaffald må ikke afleveres på genbrugsstationen. Man skal huske selv at ændre oplysninger om taget i BBR.

Det er fortsat fuldt lovligt at have tagplader med indhold af asbest. Der er således ikke pligt til at udskifte taget, selvom det indeholder asbest. Så længe pladerne er intakte, frigives der ikke asbestfibre. Holdbarheden af eternitpladerne er dog ikke ubegrænset. Jo ældre taget er, jo større er risikoen for, at der opstår brud i pladerne, så der frigives asbestfibre til miljøet.

Private må efter den 1. januar 2025 gerne udføre kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter, f.eks. nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader. Også her opfordrer Arbejdstilsynet til, at man orienterer sig i vejledninger og udviser stor forsigtighed.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...