Aktindsigter, samtaler med tidligere medarbejdere og en meget omfattende dialog med kommune, region og andre myndigheder har præget borgeren Brian Boserups liv de seneste par år.
Her har han sammen med de andre medlemmer i gruppen Fællesskab Imod Forurening forsøgt at sætte fokus på PFAS-udledningen fra Accoats fabrik på Munkegårdsvej og fra den forurening med de stærkt sundhedsskadelige stoffer, som er fundet i grundvandet under tre adresser i Tikøb og Kvistgård, hvor virksomheden tidligere har haft produktion.
- Jeg er en meget, meget lettet mand i dag. Det er virkelig betryggende, at borgerne i Kvistgård ikke længere skal leve med den udledning af PFAS, som sker gennem luften. Det er virkelig rart, at der nu endelig sker noget. En gang i mellem synes jeg da, at jeg har været udsat for nogle benspænd, siger Brian Boserup fredag eftermiddag til Sjællandske Nyheder.
Han er ikke i tvivl om, at beslutningen fra Accoats side skal ses i lyset af nogle af de påbud, som der ser ud til være på vej fra myndighedernes side.
Tilbage står dog et spørgsmål om ansvaret for forureningen.
- Så må vi jo se om Accoat eller SP Group selv vil være med til at rydde op, siger han.