Kalenderlyset brænder dag for dag længere ned. Men hvis du er lidt vaks, kan du faktisk lige nå at få årets sidste fradrag med, inden det nye år bliver skudt ind med et brag.
Det er nemlig stadig muligt at få ekstra fradrag for indbetalinger til den tredje alder. Det fortæller Henning Boye Hansen, som er chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO.
- Den mulighed, man har for at påvirke sin skat for 2024, er at indskyde lidt ekstra på sin pensionsopsparing.
- Det er der rigtig mange, der gør hvert år i december måned, vurderer Henning Boye Hansen.
Det betyder, at hvis du har lidt ekstra på kistebunden, som du ikke skal bruge nu og her, kan du med fordel kanalisere dem over på en pensionsopsparing, som giver dig ret til et skattefradrag.
- Det skal man have gjort inden nytår, hvis man vil have glæde af det i år.
- Det er altid en god idé at sætte penge ind til pensionen. Og når det så tilmed er skattebegunstiget, så kan man sige, at man får ekstra meget for pengene. Hvis man har tjent rigtig meget i år, kan man slippe for en restskat. Eller man kan få en yderligere overskydende skat, fortæller han.
Du har dog ikke ubegrænset mulighed for at overføre penge til pensionen. På ratepensionen er beløbsgrænsen i 2024 på 63.100 kroner, fremgår det af Skats hjemmeside.
Du kan overføre de ekstra sparekroner til en ratepension eller en såkaldt livrente. En ratepension udbetales over en årrække, som du selv har bestemt, op til 30 år. Livrente udbetales - som det ligger i ordet - fra pensionstidspunktet og resten af dit liv.
Selv har chefkonsulent Henning Boye Hansen en klar præference, og den hænger først og fremmest sammen med arvereglerne.
- Hvis man dør, inden man har fået udbetalt hele sin ratepension, så får ens arvinger det, der ikke er blevet udbetalt, siger han og tilføjer, at en livrente omvendt ikke kan arves - den ophører ved dødsfald.
- Så mit råd - og det, jeg personligt foretrækker - er altid at skyde pengene ind på en ratepension og kun skyde det, der ligger ud over loftet, over på en livrente, siger chefkonsulenten.
/ritzau fokus/