De to hovedpersoner er kejser Claudius den Anden, en hård soldaterkonge. Den anden, en ung præst, Valentin – eller Valentine, som amerikanerne kalder ham. Det var ikke godt at være præst dengang, for det var ganske enkelt forbudt at være kristen!
På den tid var der en hedensk frugtbarheds-fest i februar, der hed ”Lupercalia”. Den gik bl. a. ud på, at unge mennesker skrev deres navn på en seddel, lagde den i en krukke, og en fra det modsatte køn trak så et navn op af krukken til selskab nogle timer – eller længere! Det var selvfølgelig en særdeles populær fest.
Kong Claudius ville hellere føre krig end dyrke den slags pjat. Han havde fået den opfattelse, at grunden til at hans soldater ikke klarede sig så godt i kamp var, at de var for bløde, de var forelskede, de tænkte for meget på deres koner, kærester og børn osv. Derfor befalede han, at det var FORBUDT for dem at blive gift!!!
Det kunne jo aldrig gå godt, og mange par kom derfor i hemmelighed til pastor Valentin og bad om at blive gift. Det måtte foregå under de største forsigtighedsregler, virkelig under jorden, for både bryllup og kristendom var jo forbudt – men Valentin blev ved. Han bakkede de unges kærlighed op. Og så gik det galt. Han blev anholdt – det var i år 268 – og han fik valget mellem at tilbede guderne eller at blive dømt til døden.
Valentin måtte vælge det sidste.
Han blev først sat i fængsel, men mens han var der, skete der dels det, at mange unge par sendte ham små breve og blomster, med tak fordi han havde forstået deres kærlighed og hjulpet dem. Og dels skete det, at fangevogterens datter, der var blind, blev seende. Valentin havde talt med hende og hun var blevet kristen – og så fik hun sit syn tilbage! Både hun og fangevogteren blev døbt, men Valentins henrettelse kunne de ikke standse. Den stod ved magt. Det vides dog, at Valentin fik skrevet et afskedsbrev til den helbredte pige, som endte med ordene: ”fra din Valentin”. Er det ikke rørende? Det er også alt, hvad vi ved.
Valentin blev halshugget. Men en tradition var blevet født!
På hans dødsdag/helgendag den 14. februar blev det så tradition at skrive kærlighedsnoter til ens allerkæreste. Lupercalia-festen hjalp nok til, men den kom efterhånden helt i baggrunden og blev, som så mange hedenske fester, erstattet af en kristen højtid.
Valentin-dagen bredte sig og blev særlig populær i Frankrig og England i 1800-tallet. Derfra kom den til USA, hvor man jo sjældent holder sig tilbage. Heller ikke her. Man tog ’Valentine’s Day’ 100% til sig som en kærlighedsdato, hvor man sendte små, kærlige hilsener til hinanden. Der kom roser til – for nogle år siden var det 180 millioner roser, der solgtes i USA den dag på Valentins dødsdag. De hjerteformede, røde chokoladeæsker og postkortene og noterne til ens elskede i de dage kan slet ikke tælles!
Fejringen af dagen er kommet til Danmark, og ingenting kan standse den! Her er vi altid klar til at fejre en festlig sag, og fuldstændig lige som Santa Lucia og Halloween er denne tradition kommet for at blive.
Også selv om præsten Valentin fra dengang nok slet ikke ville kunne genkende noget af det, der sker hvert år i hans navn på hans dødsdag den 14. februar!
