Indsatsen for svimle borgere skal styrkes

Line Petersen fra Sundhedscenter Næstved (t.h.) fik ny viden om, hvordan man bedst kan hjælpe svimle borgere.

Line Petersen fra Sundhedscenter Næstved (t.h.) fik ny viden om, hvordan man bedst kan hjælpe svimle borgere.

Foto: Privat

Sjællands Universitetshospital har taget initiativ til at forbedre genoptræningen af borgere, der lider af svimmelhed, i samarbejde med Næstved Kommune og syv andre kommuner i Region Sjælland. 

Projektet er en del af forsknings- og innovationsprojektet Öre-sund og har til formål at optimere balancetræningen og rehabiliteringen for svimmelhedspatienter.

- Vi står ofte med svimle borgere uden at vide, hvordan vi reelt hjælper dem. Mange gange er svimmelheden én ud af mange gener, og derfor er denne specialiserede viden guld værd. Lige på svimmelhedsområdet har vi netop haft behov for det. Jeg vil virkelig rose dem for deres arbejde. Jeg går herfra med redskaber, og jeg ved nu, hvad jeg skal gøre, siger Line Petersen, fysioterapeut fra Sundhedscenteret i Næstved Kommune.

Nye værktøjer

I dag bliver patienter ofte henvist til fysioterapeuter uden en detaljeret behandlingsplan, hvilket kan være en udfordring, da mange fysioterapeuter mangler specialiseret viden på området. 

For at imødekomme dette behov har over 20 kommunale fysioterapeuter deltaget i en workshop på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Her blev de klædt på til at håndtere de specifikke udfordringer, som svimmelhedspatienter står overfor.

Projektet består af to dele. Første del indebærer, at patienter, der er inkluderet i projektet, får en tid hos en fysioterapeut med kompetence i balancetræning.

Mere om projektet

  • Genoptræning af balanceevnen hos svimle patienter er en del af det større forsknings- og innovationsprojekt Öre-sund, som involverer både danske, svenske og norske forskere og har til formål at forbedre behandlingen af svimmelhed og hørehæmmede borgere i de tre lande.
  • Genoptræningsdelen er inspireret af den norske model, som projektets deltagere fra Norge bl.a. har bidraget med.
  • Projekt Öre-sund er støttet af EU's regionale fond Interreg Öresund-Kattegat- Skagerrak med 20 millioner kroner.
  • Genoptræningsdelen sker i samarbejde med de otte deltagende kommuner i Region Sjælland: Vordingborg, Holbæk, Greve, Køge, Faxe, Næstved, Lolland og Slagelse, som dækker en stor del af regionens befolkning og er derfor et vigtigt skridt i arbejdet med at optimere genoptræningen af svimle borgere
Kilde: Sjællands Universitetshospital

På baggrund af denne konsultation udarbejdes en kvalificeret genoptræningsplan til kommunen. Derudover modtager de involverede fysioterapeuter undervisning i balancetræning, hvilket skal sikre, at patienterne får den rette træning baseret på deres specifikke type af svimmelhed.

Formålet med projektet er at tilbyde en effektiv og persontilpasset rehabilitering, som kan forbedre livskvaliteten for patienter, der lider af svimmelhed. Samarbejdet på tværs af fagligheder er til gavn for både borgerne og de involverede sektorer.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...