Frivillige har fuldendt uddannelse

Nogle af deltagerne fra frivillighedsuddannelsen.

Nogle af deltagerne fra frivillighedsuddannelsen.

Foto: Presse

Frivillige fra 11 forskellige idrætsforeninger fra Lyngby-Taarbæk Kommune har siden juni været i gang med en frivillighedsuddannelse. De har nu fuldendt uddannelsen.

Fodbold- håndbold- og basketballspillere, svømmere, gymnaster, fjerbolds-atleter og tennis-entusiaster. Deltagerne på frivilliguddannelsen kom fra vidt forskellige foreninger. I løbet af uddannelsen har de lært hinanden at kende på tværs af foreninger samtidig med, at de har fået viden inden for en række forskellige områder. Blandt andet "Frivillighed og engagement", "Det gode frivilligmiljø" og !Motivation og rekruttering". Det skriver DGI i en pressemeddelelse.

Uddannelsen er et led i et partnerskab mellem Lyngby-Taarbæk Kommune, Fællesrepræsentationen for Idrætsforeninger i Lyngby-Taarbæk Kommune (FIL)  og DGI Storkøbenhavn. Ved et medlemsmøde i FIL blev deltagerne hædret for deres indsats og nye viden med diplomer.

Hjælp til julebanko

- Jeg er glad for, at vi i samarbejde med DGI har kunnet tilbyde en uddannelse, som styrker vores frivillige foreninger. Hvad kan man som forening gøre for, at de frivillige bliver ved med at involvere sig i et foreningsliv, som konstant er i forandring? Jeg håber, at alle de dygtige og engagerede frivillige med uddannelsen har fået en masse værktøjer med hjem, siger Casper Strunge, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune, i pressemeddelelsen.

En af deltagerne, Mark Andersen fra foreningen IF Limone, siger:

- Efter vi har været på uddannelse, er vi blevet klogere på vores frivillighedsstrategi og uddelegering. For eksempel har vi fundet nye ad-hoc-frivillige til vores julebanko, og de har besøgt alle butikkerne i Lyngby C og fået sponseret gevinster. Det har været en stor tilfredsstillelse for de frivillige.

De 11 foreninger, som deltog i frivillighedsuddannelsen, er:

Brede Idrætsforening, Hjortekær Tennisklub, IF Lyngby Idræt, Motion og Netværk (LIMONE), LKI Lyngby, Lyngby Badminton Klub, Lyngby Boldklub, Lyngby Håndbold Klub, LG gymnastik, Lyngby Svømmeklub/LSK, Skovridergårdens Tennisklub og Virum Basketball Klub.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...