Byrådsmedlem i Greve politianmeldt: - Det er nødvendigt for at sikre vores arbejde

Tre partier står bag en politianmeldelse af byrådsmedlem i Greve Kommune Torben Hoffmann (V).

En politianmeldelse har fundet vej til et medlem af Greve Kommunes byråd.

En politianmeldelse har fundet vej til et medlem af Greve Kommunes byråd.

Foto: Robert Hendel

Protesterne var store, da et rækkehusbyggeri på Greve Strandvej 112 sidste år kom på tegnebrættet. Og nu følger en dramatisk udvikling i sagen. I en pressemeddelelse lyder det, at Moderaternes medlem af Greve Byråd, Hans-Jørgen Kirstein, sammen med John T. Olsen fra Socialdemokratiet samt Det Konservative Folkepartis byrådsgruppe har besluttet at indgive politianmeldelse af Torben Hoffmann, der sidder i byrådet for Venstre.

Den Korte Version
  • Tre partier i Greve Byråd har politianmeldt Torben Hoffmann for at videregive fortrolige oplysninger.
  • Byggeriet på Greve Strandvej er omstridt, og byggetilladelsen er ophævet på grund af klager fra lokale beboere.
  • Hans-Jørgen Kirstein fra Moderaterne mener, at Hoffmann har brudt tilliden ved at dele oplysninger med bygherren.
  • Politianmeldelsen er baseret på straffelovens §152, der forbyder videregivelse af fortrolige oplysninger.
  • Torben Hoffmann afviser anklagerne, men har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Byggeriet på Greve Strandvej er i gang, men byggetilladelsen er ophævet som følge af flere klager fra lokale beboere, og Klima-, Teknik og Miljøudvalget behandler derfor på nuværende tidspunkt sagen atter en gang. Klagerne fra de lokale gik blandt andet på, at byggeriets højde på 8,5 meter ikke passer ind i den sommerhusstemning, der er i området.

- Det viser sig desværre, at Torben Hoffmann angiveligt har genfortalt fortrolige detaljer fra et lukket udvalgsmøde til bygherren, og derfor har jeg valgt at politianmelde Torben Hoffmann, siger Hans-Jørgen Kirstein, der er formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, i en pressemeddelelse. Torben Hoffmann sidder ligeledes i udvalget.

Ifølge straffelovens §152 er det ulovligt for personer i offentlig tjeneste at videregiver eller udnytte fortrolige oplysninger, og brud kan straffes med bøde eller fængsel op til seks måneder, lyder det også i pressemeddelelsen fra Moderaterne.

Hans-Jørgen Kirstein siger også i pressemeddelelsen:

- Der har naturligvis været en række overvejsler omkring det at indgive politianmeldelse mod en byrådskollega. Vi er dog kommet frem til, at det er nødvendigt for at sikre vores arbejde og vi kan have tillid og fortrolighed i vores arbejde. Sagen her har desværre medført et tillidsbrud og gjort samarbejdet vanskeligere.

Sagen er principiel i anmeldernes øjne.

- Det her handler om ordentlighed i vores øjne. Vi har som politikere pligt til at adskille vores private interesser og relationer fra vores politiske arbejde, og vi skal altid sikre et respektfuldt og fortroligt samarbejde i Byrådet og udvalgene. Det samarbejde er umuligt, når fortroligheden brydes, lyder det fra Hans-Jørgen Kirstein og John T. Olsen i pressemeddelelsen.

Uenig og ingen kommentarer

Sjællandske Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Torben Hoffmann uden held. Han oplyser dog, at han er uenig i, at han skulle have givet fortrolige oplysninger videre.

I pressemeddelelsen er det ikke beskrevet, hvilke konkrete beviser, der ligger til grund for politianmeldelsen eller hvordan "det viser sig", at Torben Hoffmann har genfortalt fortrolige oplysninger. 

Sygemelding

Tidligere i dag skrev Torben Hoffmann på Facebook, at han har sygemeldt sig fra Greve Kommunes byråd:

"I et lille års tid har jeg modtaget livsforlængende behandling mod kræft. Og jeg må nu erkende, at det lange sygdomsforløb og de mange kemobehandlinger trækker for tunge veksler på mit helbred til, at jeg kan fortsætte som hidtil", skriver han blandt andet.

Sjællandske Nyheder følger sagen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...