Det begyndte i de tidlige år i folkeskoletiden i begyndelsen af 1980’erne, da Kenneth Jensen med sit lille kamera med små flash kuber tog sine første billeder.
- Kenneth Jensen, lokal fotograf og byrådsmedlem, udstiller for første gang i Kulturhus Elværket i Frederikssund.
- Hans interesse for fotografering startede i folkeskolen, og han købte sit første Nikon spejlreflekskamera som 13-årig.
- Udstillingen fokuserer på lokale kendetegn i Frederikssund Kommune og inkluderer både traditionelle papirbilleder og tryk på aluminium.
- Emma Løsecke Nielsen, formand for udstillingskomiteen, har opfordret Kenneth til at udstille, og han har nu sagt ja.
- Udstillingen er åben fra den 23. november til nytår, og billederne kan købes.
Som 13-årig købte han sit første Nikon spejlreflekskamera hos Svend i Frederikssund Foto - for penge han havde tjent ved at arbejde som flaskedreng i sin fars købmandsforretning på Roskildevej.
Siden da er han ikke gået mange steder uden at have et kamera med sig, og nu udstiller Kenneth Jensen for første gang sine billeder.
Det sker i Kulturhus Elværket i Frederikssund med fernisering lørdag den 23. november klokken 14.30, hvorefter udstillingen kan ses frem til nytår i kulturhusets åbningstid og ved arrangementer.
Kenneth Jensen er foruden at være lokalkendt fotograf også mangeårigt socialdemokratisk medlem af Frederikssund Byråd.
Læs også
Nikon er stadig hans foretrukne kameramærke, og med årene er fotografering blevet en del af hans levevej. Både som freelancefotograf med opgaver for private og virksomheder inden for både portræt- og reklamefotografering - og ofte med billeder i lokale medier.
Men også med mere traditionelle opgaver som bryllupper, familiefester og lignende.

Dertil har Kenneth Jensen de seneste godt 15 år som en del af sit arbejdsliv fungeret som fast fotograf for Frederikssund Kommune.
Også dronefotografering
- Man kan vel godt sige, at jeg er bidt af et galt kamera og ikke rigtig kan gå nogen steder eller opleve noget, uden at det skal foreviges. Jeg har stort set altid et kamera i hånden, og de seneste år er også dronefotografering begyndt at optage mig meget, fortæller den lokale fotograf.
Og så er det alligevel første gang, at han udstiller.
- Mine fotografier hænger mange steder, og de er blevet vist og brugt i mange sammenhænge både lokalt og viden om, og jeg har også flere gange prøvet at skulle bedømme andres billeder i fotokonkurrencer. Men jeg har aldrig prøvet at sammensætte en udstilling før nu - så det er en ny disciplin for mig.
Lokale kendetegn
Udstillingens gennemgående tema er det lokale. Den viser kendetegn i form af natur og seværdigheder i Frederikssund Kommune. Og til udstillingen er ikke kun arbejdet med traditionelle papirbilleder, men også tryk på aluminium. Den særlige form, giver et specielt udtryk i billederne - og dertil kan de hænge udendørs hele året.