Artikel er opdateret med præcisering af bestyrelses- og ledelsessammensætning kl. 14.20
- Det er nyt for os, udbrød Susan Münster, bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning.
På et møde i skifteretten i Holbæk torsdag formiddag bad advokat for den stor finansielle kreditor Nordea og rekonstruktør Christian Jul Madsen pludselig om at overtage ledelsen af Odsherred Forsyning A/S.
Det var tydeligvis et kæmpe chok for de fremmødte.
Retsmødet skulle behandle en rekonstruktionsplan for konkurstruede forsyningsselskab, der står med en enorm gæld efter kuldsejlede fjernvarmeprojekter.
Christian Jul Madsen henviste til konkurslovens paragraf 12, da han anmodede om at få tag i tøjlerne.
Det er udelukkende i moderselskabet Odsherred Forsyning, Nordea fortrænger den nuværende ledelse. Pernille Ingildsen varetager fortsat posten som direktør i forsyningsselskabet og Susan Münster fortsætter som bestyrelsesformand for datterselskaberne varme, renovation og spildevand.
Konkret betyder overtagelsen, at Christian Jul Madsen både er direktør og bestyrelse i moderselskabet Odsherred Odsherred Forsyning A/S. I praksis får administrerende direktør Pernille Ingildsen fuldmagt til at have den daglige ledelse.
I Odsherred Varme erstattes de politisk valgte medlemmer med tre Nordea-udpegede medlemmer, som skal varetage bestyrelsesopgaverne sammen med medarbejderrepræsentanterne. Dermed er Paw Pedersen, Thomas Adelskov, Morten Lerstrup Hylleberg, Trine Engel, Tina Füssel, Svend Müller og Vagn Ytte Larsen færdige som bestyrelsesmedlemmer sammen med formand Susan Münster.
Sjællandske Nyheder følger sagen.
.... opdateres