Siden mandag morgen har politiet været til stede med adskillige patruljer og hunde i Anlægget i Slagelse. Nu - tirsdag eftermiddag - løftes sløret for, hvad der er på færde.
I en pressemeddelelse oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at man mandag morgen fik oplysninger om, at der kunne være begravet et spædbarn i området.
Politiet har foretaget omfattende undersøgelser i området uden resultat, og nu ønsker man hjælp fra borgerne.
- Vi er bekymrede for, at der kan være en kvinde, som har brug for hjælp. Vi har brug for at få afklaret, om der er begravet et spædbarn i området, og på samme tid ønsker vi oplysninger, der kan føre os til den pågældende kvinde. Derfor appellerer vi nu til borgerne, siger politiinspektør Kim Kliver i pressemeddelelsen.
Politiet ønsker henvendelser fra borgere, som måtte have bemærket noget usædvanligt i Anlægget inden for de seneste 14 dage eller på anden vis ligge inde med relevante oplysninger.
/ritzau/