Borgmesteren burde gå efter bolden

Ifølge Seniorbo Svogerslev valgte mange at udvandre fra borgermødet om seniorboliger og seniorbofællesskaber.

Ifølge Seniorbo Svogerslev valgte mange at udvandre fra borgermødet om seniorboliger og seniorbofællesskaber.

Foto: Seniorbo Svogerslev

Borgmesteren skriver, at han vil samarbejde. Men til Seniorbo Svogerslev siger han, at vores projektforslag "aldrig kommer til at ske". Vi har længe haft den opfattelse, at Tomas Breddam modarbejder os.

  • Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
  • Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.

Torsdag den 14. november i Roskilde Kongres- og Idrætscenter ville forherligelsen af egen indsats ingen ende tage. Men sandheden om Breddam er, at han i sin tid som borgmester kun har givet byggetilladelse til enkelte seniorbofællesskaber. Så vidt vi kan se kun et enkelt. Så borgmesteren tegnede et billede, der ikke svarer til virkeligheden.

Når man er interesseret i seniorbofællesskaber i Roskilde Kommune, er det nemt at gennemskue, og langt de fleste fremmødte valgte også at udvandre, inden borgmesteren lukkede det, der kunne have været en fest.

De fleste eksisterende seniorbofællesskaber er opført som almene boliger, hvilket vi anerkender behovet for. I vores tilfælde har vi ikke behov for tilskud fra kommunen, da vi selv kan betale for vores boliger, som vi ønsker opført som andelsboliger. Vi har ikke kunnet forstå, hvorfor borgmesteren har modarbejdet dette i snart to år.

På mødet den 14. november sagde borgmesteren, at han havde fundet det grænseoverskridende, da vi fik tegnet et projektforslag på kommunens jord ved Kongemarksvej. Vi fortalte ham, at det var politikerne, der bad os om det, for bedre at kunne vurdere projektet.

Borgmesteren har også tidligere sagt, at det efter hans opfattelse var forkert, at vi i november 2023 afholdt en seniorboligaften. Men det gjorde vi på opfordring fra borgmesterens egne partifæller, der ville se, om der var nogen reel interesse fra Svogerslevs borgere. Med samme begrundelse opfordrede de os til at etablere en facebookgruppe. Der kom flere end 300 til vores seniorboligaften, og vores facebookgruppe tæller i dag over 600.

Men med vores tiltag fornærmede vi borgmesteren, og han vil ikke acceptere, at kravene kom fra hans egne partifæller. For det passer ikke ind i det billede, han gerne vil have af Seniorbo Svogerslev.

Læs også

At borgmesteren savner begrundelser for at modarbejde os, understreges af, at argumenterne har skiftet igennem de sidste to år. Først sagde Socialdemokratiet, at det var for tidligt at ændre Svogerslevs helhedsplan. Vi blev bedt om at komme igen om to-tre år, hvilket vi protesterede imod. For det er lang tid i vores alder.

Derefter var argumentet, at grunden ligger i "den grønne ring". Men "den grønne ring" er defineret for, at Roskilde ikke skal vokse sammen med byerne omkring. Dermed er grunden ved Kongemarksvej ikke placeret i "den grønne ring", hvorfor dette argument faldt til jorden.

Borgmesteren har indset dette, hvorfor han nu henviser til Boserup-kilen, som borgmesterens forvaltning har fået travlt med at gennemføre hen over borgerne og uden at sende forslaget i høring.

Det stopper ikke her. Da vi forsøgte at få mulighed for at købe kommunens grund ved Kongemarksvej, fik vi at vide, at kommunen ikke indgår udviklingsaftaler på så velbeliggende arealer. Vi kunne nævne ejendomme ved Sankt Hans, hvor kommunen gør noget tilsvarende og endda sælger en ejendom uden offentligt udbud for mindre end markedsprisen. Vi forstår ikke denne forskelsbehandling.

Så fik vi at vide, at vi skulle finde en privatejet grund at købe. Det lykkedes vi med, men da denne sag landede hos borgmesteren, gik han igen imod os.

Borgmesterens arrogance blev tydelig, efter at et enigt byråd i april 2024 vedtog, at der i Svogerslev skulle udpeges arealer til seniorbofællesskaber. Desuden lovede Socialdemokratiet, at der skulle afholdes et borgermøde i Svogerslev, men blot nogle få dage senere sagde de, at vi selv skulle afholde og bekoste borgermødet. 

Borgermødet viste, at grunden ved Kongemarksvej er eneste mulige grund, hvor der kan etableres seniorbofællesskab. Men borgmesteren har fuldstændig ignoreret borgermødet. Status er, at kommunen planlægger nul nye boliger i Svogerslev de næste fire år.

Borgmesteren har nævnt spejdergrunden som en mulighed. Vi udelukker ikke dette, såfremt der kan bygges i to-tre etager. For vi arbejder for etablering af seniorbofællesskab, så alle i foreningen får en bolig.

Vi håber, at borgmester Breddam vil vise, at han kan være konstruktiv. Det må dog være sådan, at borgmesteren er parat med en løsning, som spejderne bliver glade for, ligesom kommunen afholder oprensning af grunden som er forurenet.

Så mange sad der i salen, da borgermødet begyndte.
Så mange sad der i salen, da borgermødet begyndte. Foto: Seniorbo Svogerslev

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...