Kæmper for et bedre liv - unge deler ud af erfaringer

Kenneth Vester er en af fem unge, der fortæller åbent og ærligt i bogen.

Kenneth Vester er en af fem unge, der fortæller åbent og ærligt i bogen.

Foto: Fremming

Undersøgelser peger på, at stadigt flere unge mistrives. Der forskes, skrives og snakkes meget, men hvad siger de unge selv?

I en ny debatbog fortæller fem unge selv om deres vej fra mistrivsel mod øget trivsel. "Unges vej mod trivsel" af Malene Grandjean er bygget op omkring forfatterens samtaler med fem unge, der hver beretter om deres vej fra mistrivsel mod øget trivsel. 

Flere af de unge er fra lokalområdet, og tre af dem har gået på Kalundborg Gymnasium. Derfor bliver der holdt bogevent på gymnasiet i forbindelse med udgivelsen tirsdag 3. december fra klokken 16-17. Her kan alle få mulighed for at møde nogle af de unge personligt, og de vil dele ud af deres erfaringer og indsigter med publikum. Forfatteren vil også være til stede.

De fem

I bogen møder man disse fem unge:

Kenneth Vester, der ser frem til at starte på Kalundborg Gymnasium, men han har ikke gjort sig tanker om, hvad gymnasiet er. Hans liv er fyldt med musik, teater, fodbold, piger og et velfungerende socialt liv, men en stigende følelse af mistrivsel vokser i ham.

Søren Bjerg Jensen, der er kvik og har et rigt socialt liv, men i 9. klasse oplever han første gang en mærkelig form for mistrivsel. Alle er uforstående. Usikkerheden får ham til at beskrive det som skoletræthed.

Anaya Raagard Jørgensen, der vokser op stort set uden sin far, der sidder i fængsel. Hendes mor har travlt med sit eget liv, og Anaya oplever en barndom og ungdom præget af omsorgssvigt og utryghed.

Miki Kristiansen er født i en krop, der for ham føltes fremmed. Hans biologiske og identitetsmæssige køn er forskellige. Han er transkønnet.

Louise Nielsens fortælling starter i 8. klasse med et uskyldigt ønske om at tabe sig. Det lykkes, og hun bliver glad for resultatet og for omverdenens komplimenter, men hun mister kontrollen, og mistrivslen breder sig.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...