Brøndby-fest udskydes - 'det vil ikke føles rigtigt'

Brøndby IF vil nu fejre sin 60-års fødselsdag til foråret.

Brøndby IF vil nu fejre sin 60-års fødselsdag til foråret.

Foto: Robert Hendel

Brøndby IF kan i år fejre 60-års jubilæum. Men festen er blevet udskudt til næste år.

Den 3. december er datoen, hvor klubben på Vestegnen fylder rundt. Det skulle oprindeligt fejres på Brøndby Stadion 29. november, i forbindelse med superligakampen mod AaB.

Men nu er festen flyttet til foråret, oplyser Brøndby IF på sin hjemmeside. Årsagen er de aktuelle sanktioner mod klubben, efter balladen i kampen mod FC København.

- Vi ønskede at samles på et fyldt Brøndby Stadion 29. november mod AaB for at fejre 60 år med dedikation, sammenhold og kærlighed til klubben. Desværre betød balladen i forbindelse med Derby-kampen, at Disciplinærinstansen pålagde os en tilskuerstraf, der betyder, at mellem 8.000 og 10.000 fans ikke kan deltage i de kommende kampe herunder opgøret mod AaB, hvor jubilæet skulle markeres, skriver klubben, og fortsætter:

- Det vil ikke føles rigtigt at gennemføre en stor jubilæumsfest på et halvtomt Brøndby Stadion, og derfor har vi i samarbejde med Fanafdelingen og Brøndby Support besluttet at udskyde fejringen af vores 60-års jubilæum til den første kamp, hvor vi igen kan have et fyldt stadion.

Jubilæumsfejringen vil derfor nu i stedet blive markeret til forårets første hjemmekamp, som spilles mod Viborg FF, hvor Brøndby IF håber på et fyldt stadion.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...