
Inden for få uger ankom flere busser med ukrainske flygtninge til Furesø, efter krigen i Ukraine var brudt ud. Mange flere er siden kommet til og har fundet sig til rette i både midlertidige og permanente boliger, og en stor andel er også kommet i arbejde. Men når det kommer til sprogundervisning, er det ikke lykkedes at holde kommunens nye borgere til ilden.
- Over 100 ukrainske flygtninge i Furesø startede på danskundervisning, men halvdelen er stoppet.
- Mange ukrainere er i job, hvilket gør det svært at deltage i sprogundervisning.
- Kommunen er bekymret for, at manglende danskkundskaber kan påvirke jobmulighederne negativt.
- Helle Vallentin fra Furesø Kommune søger forklaringer på den lave deltagelse i danskundervisning.
- Hanne Merete Jensen, forstander i Sprogcenter Furesø, påpeger, at mange ukrainere forventer at vende hjem og derfor er mindre motiverede for at lære dansk.
Ud af 118 ukrainere, der har påbegyndt danskuddannelse i 2022, 2023 og 2024, er kun 45 fortsat aktive. 52 ukrainere, der fortsat bor i Furesø, er dermed stoppet med danskundervisningen igen og 21 er flyttet til andre kommuner eller udrejst.
Det fremgår af en orientering, som beskæftigelses- og erhvervsudvalget i Furesø Kommune har fået.
– Det er en kæmpe udfordring, siger Helle Vallentin (EL), formand for Beskæftigelse og Erhverv i Furesø Kommune.
Helle Vallentin har blandt andet bedt forvaltningen om at finde nogle forklaringer på, hvorfor så få ukrainere gennemfører danskundervisningen. Én af forklaringerne er formentligt, at mange af ukrainerne er i job, og derfor har svært ved samtidigt at følge danskundervisningen.
– Det har min udelte opmærksomhed. Beskæftigelsessituationen kan vende og dem, der ikke kan dansk, ryger ud af arbejdsmarkedet først. Det er så vigtigt i forhold til et selvforsørgelses-perspektiv og et integrationsperspektiv (at kunne dansk red.). Det, jeg har bedt om, og som forvaltningen også er i gang med, det er årsagerne til, hvorfor så få deltager i danskundervisning, siger Helle Vallentin.
Læs også
- Viktor forstod ikke meget dansk, men smilede på de rigtige tidspunkter
- Ukrainsk undervisning til ukrainske børn i Furesø
- Her er mange ukrainere kommet i job: - Det betyder meget, at jeg kan hjælpe min familie
- Farum Sogn danner netværk mellem ukrainere og danskere
- Julemad og gaver til alle ukrainere i Furesø
- Udvalgsformand: Vi tvinger ikke nogen ud af deres bolig
- Boliger til ukrainske flygtninge gav intens diskussion i byrådet
Forventer at skulle hjem igen
Hanne Merete Jensen, der er forstander i Sprogcenter Furesø og har arbejdet med disse emner i 25 år, mener, at der er mange forskellige årsager til, at ukrainerne stopper. Der er ikke kun en årsag.
Dels er over 70 procent i arbejde og har svært ved også skulle modtage dansk undervisning, men der er også en anden årsag, der vejer tungt.
– Vi har en særlig problematik, generelt, i forhold til ukrainere. De er her på midlertidigt ophold og har hele tiden en forventning om at skulle hjem igen. Man er ikke voldsomt motiveret for at lære et nyt sprog, siger Hanne Merete Jensen.
Samtidig fortæller Hanne Merete Jensen, at det kan give en bekymring for ukrainerne i forhold til det danske arbejdsmarked.
– Det er da højst uheldigt, hvis det reducerer deres mulighed for at være på arbejdsmarkedet fremadrettet, at de ikke har modtaget danskundervisning.
Siden foråret 2022 er 342 ukrainske flygtninge ankommet til Furesø Kommune, og 221 er her endnu.
Krigen mellem Ukraine og Rusland startede tilbage i februar 2022, hvor Rusland invaderede Ukraine og mange ukrainere flygtede fra landet. I august i år havde 46.300 fordrevne ukrainere fået opholdstilladelse i Danmark. 10.800 har siden forladt Danmark igen. Det viser en opgørelse fra Udlændingestyrelsen.
Denne artikel er udgivet i samarbejde med Roskilde Universitet.