Dansk Folkeparti gik imod den ellers meget roste og omtalte klimaplan, som et flertal i byrådet vedtog på sidste byrådsmøde.
Hvorfor nu det? Vil DF ikke klimaet?
- Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Jo, absolut, og vi kommer med garanti også til at stemme for en stor del af de konkrete tiltag, den vil medføre.
Men i Roskilde har politikerne det med at glemme den sociale profil. De mest lavthængende frugter er ofte dem, der tager penge direkte op af lommerne på borgerne.
Det har vi set med, at vi skulle gå forrest med affaldssortering. Det koster årligt vores borgere flere tusinde ekstra om året.
Så skulle vi naturligvis også gå forrest med kun eldrevne skraldebiler - det koster igen borgerne.
Så skulle vi alle have fjernvarme og sidste år steg prisen så med 24,3 procent, og nu stiger prisen så igen for 2025 med cirka 15 procent.
Så skulle vi køre med elbusser. Det koster ikke direkte på billetten, men det koster ved, at vi har færre busser, da de enkelte koster langt mere i anskaffelse. Den forringelse mærkes, og det har da også skabt røre.
Det er fint af og til at gå forrest, men i Roskilde er det som om at det er blevet reglen - på bekostning af borgernes økonomi. Og på bekostning af almindelig sund fornuft.
Nu er vi jo en rig kommune, så mange har råd og er altså ligeglade, mener man måske. Men mange borgere kæmper med deres økonomi som følge af inflation, og hvis ingen siger stop og får prioriteret tiltag, som ikke medfører omkostningsstigninger, vil det aldrig stoppe. For er der én ting som klimatiltag kan, er det at være uendelige.
Og hvis USA dropper ud af Paris-aftalen, vil Jeppe Trolle og klimamafiaen vel mene, at Roskildes borgere skal kompensere?
Verdens udfordringer vil desværre altid være der, og medmindre store lande som Kina, Indien og USA tager ansvar for klimaet, ser det sort ud - uanset hvor mange ekstraudgifter vi pålægger Roskilde kommunes borgere.