Jesper Brendstrup, en kendt skikkelse i Hillerød, fylder 50 år lørdag 2. december.
Som afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Hillerød har han gennem årene opbygget et stærkt netværk og et solidt engagement i lokalområdet.
Jesper Brendstrup er født og opvokset i Hillerød og har tilbragt det meste af sit liv i byen.
Karrieren begyndte som elev i Nordea i 1995, hvor han arbejdede i 23 år og sluttede som direktør for bankens afdeling i Hillerød. Efterfølgende tilbragte han fire år i Spar Nord, inden han i 2023 var med til at starte Sparekassen Kronjyllands afdeling i Hillerød.
Jesper Brendstrup beskrives som en rigtig kundemand, der drives af kontakten med mennesker.
- Som afdelingsdirektør har han ikke længere den samme direkte kontakt med kunderne som tidligere, men motivationen er stadig at give dem den bedst mulige oplevelse — nu gør han det blot gennem sine medarbejdere. Sparekassens undersøgelser af kundetilfredshed, hvor Hillerød-afdelingen ligger i top, vidner om, at det lykkes. Afdelingen har på rekordtid fået over 1.150 nye kunder, lyder det i en pressemeddelelse.
Ved siden af arbejdet spiller sport en stor rolle i Jesper Brendstrups liv. Som barn var han et tennistalent, men skiftede fokus til fodbold i FIF Hillerød. I dag dyrker han padel, golf og især cykling på motionsplan.
I 2025 skal han for tredje gang deltage i Scleroseforeningens cykel-event Cykelnerven, hvor han sammen med andre cykelentusiaster samler penge ind, mens han kæmper sig over de bjerge, der indgår i årets Tour de France. Kampen mod sclerose er personlig for Jesper Brendstrup, da hans kone Rikke lider af den kroniske sygdom. Parret bor i Helsinge og har to piger på 14 og 18 år.