Stemte Liberal Alliance virkelig nej til Roskilde Kommunes klimaplan med følgende argumentation på byrådsmødet:
”Det her klimahysteri og [at] Roskilde skal gå forrest og Danmark er den værste forurener. (…) Så vi kan heller ikke støtte op omkring det her. Det er en carte blanche. Man går efter nogle metoder, hvor man rammer mystisk. Det kan ikke være den enkelte borger, der i det her Danmark er blandt de mest fornuftige i verden til at holde sig fornuftige på klima”.
- Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
LA støtter - vist nok - Danmarks klimalov og dens mål om at reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 procent, selvom man oprindeligt ikke tiltrådte loven. Kommunerne spiller en vigtig rolle i at sikre nationale mål for reduktionen, som myndighed, virksomhed, som (med-)ejer af forsynings- og affaldsselskaber, i partnerskaber med virksomheder og i dialog og samarbejde med borgerne.
Liberal Alliances egen klimaplan, energi- og naturpolitik hylder solceller og VE, elektrificeringen af bilparken bliver set som et vigtigt led i den grønne omstilling, og ønsket om omlægning til fri og vild natur understreges.
Så hvilke dele af Roskilde Kommunes klimaplan er så bitre at sluge, at LA vælger at stemme imod? Er det omstillingen til fjernvarme og VE? Er det mere skov og natur i Roskilde Kommune eller udtagning af lavbundsjord, som LA stejler over? Elektrificeringen af kommunes biler og maskiner? Eller er det, det fortsatte fokus på klimatilpasning mod stormfloder ved fjorden, oversvømmelser fra vandløb, skybrud og højtstående grundvand som LA er modstander af?
Måske var det blot en dårlig dag på kontoret.
PS. Danmarks forbrugsudledninger per indbygger er stadig blandt verdens højeste - 13 ton CO2e årligt per dansker. Danmark har det 15. højeste forbrug i verden målt per indbygger af naturens ressourcer - det økologiske fodaftryk.