Rådet for Bæredygtig Udvikling har haft 'bæredygtighedsbasar' på Kirkehavegaard, hvor fire politiske partier fra byrådet kom og fortalte om deres ideer til fremtidens grønnere og mere bæredygtige Allerød.
De konservative kom med ide: det grønne fyrtårn. Ideen handlede om grønne borgerdrevne projekter. Socialdemokratiet talte under overskriften 'fra naturknaphed til biodiversitet' om at finde tværgående grønne tiltag. Partiet Moderaterne ønskede en evaluering af kommunens affaldssortering og krav til implementering af grøn energi i nye bygninger, mens SF’s forslag handlede om grønnere og bedre boligområder blandt andet ved at stille klimakrav og undgå nedrivning.
Basaren blev krydret med en videohilsen fra elever på Allerød Gymnasium, som opfordrede til at skrue op for ambitionsniveauet hos både kommunen og på de lokale virksomheder.
Formanden for Rådet for Bæredygtig Udvikling, Niels Erik von Freiesleben, var tilfreds med aftenens forløb:
- Det var godt at se politikerne brænde for deres grønne ideer. Det lover godt for, at ideerne også kan blive til virkelighed, hvilket jo var aftenens formål fra rådets side, nemlig at skubbe på den grønne omstilling, siger altså Niels Erik von Freiesleben.