50 eksemplarer af bevægelseskonceptet 'Action Kids' er lige nu på vej ud til kommunens børnehaver. De er doneret af Spar Nord Fonden - og inden da grundigt afprøvet og blåstemplet af Børnehuset Nova.
Action Kids er 3 x 25 minutters bevægelse, der er udarbejdet i samarbejde med ergoterapeuter, fysioterapeuter og pædagoger med henblik på at motivere børn til bevægelse gennem leg, og dermed give institutionerne en nem måde at integrere mere motion i dagligdagen.
Ved hjælp af en fortællerstemme, samt musik, lydeffekter og farverige tegninger, bliver børnene guidet gennem en række fantasifulde historier, hvor de kan tage på bondegårdsbesøg, zoofari eller på rumrejse.
Præsenteres ikke som motion
Konceptet henvender sig også til børn, der normalt ikke deltager i sport eller konkurrenceprægede aktiviteter, da det ikke præsenteres som motion, men som interaktionsbaseret historiefortælling.
- Det er en stor succes. Alle action-girls og action-boys var helt med på hvad der skulle ske, takket være den store visuelle guide, samt musikken til - og vi kan se hvordan det helt klart gavner vores børn i deres motoriske færdigheder og opmærksomhed, fortæller pædagog Mette fra Krokodillestuen i Nova.
Børnene vælger det selv
- Vi bruger det cirka en gang om ugen og oplever ofte, at børnene selv kommer og spørger, om vi skal lave Action Kids, fortæller Mette videre.
Ifølge Action Kids’ projektleder, Thomas Fedder, er tanken bag Action Kids, at børnene slet ikke opdager, at de dyrker motion:
- Det er aktiviteter, der passer til fortællingens forløb, og ideen er dermed, at børnene fokuserer mere på at løse opgaven, end at de motionerer, fortæller han i pressemeddelelsen.