Kenneth har de film, du ikke kan finde

Kenneth Carlsson køber og sælger film på DVD og blu-ray i sin nye butik.

Kenneth Carlsson køber og sælger film på DVD og blu-ray i sin nye butik.

Foto: Allan Nørregaard

Umiddelbart kan det virke som galskab at åbne en butik, der sælger film på DVD og blu-ray i en tid, hvor streamingtjenesterne er i gang med at gøre fysiske medier overflødige. Alligevel mener Kenneth Carlsson, han har fat i den lange ende.

For det kan godt være, at det er muligt at finde et hav af film og serier på Netflix, Disney+, Max, Viaplay og hvad de mange streamingplatforme ellers hedder, men der er faktisk endnu flere titler, som det ikke er muligt at se.

- Det er min opfattelse, at det er meget de samme film, der cirkulerer. 80 procent af de film, jeg har, kan man ikke se på streamingtjenesterne, siger Kenneth Carlsson.

Det er min opfattelse, at det er meget de samme film, der cirkulerer. 80 procent af de film, jeg har, kan man ikke se på streamingtjenesterne

Kenneth Carlsson

Han har netop åbnet sin "retro filmbutik" FilmBuddy i Allehelgensgade, hvor han køber og sælger film. Efter eget udsagn har han 12.000 film på lager.

- Streamingtjenesterne har toppet. Jeg synes, det ligger i tiden, at folk vender tilbage til de fysiske medier, og at de gerne vil støtte en butik som denne, siger han.

Kenneth Carlsson har tidligere arbejdet som lærer, men fik trang til at prøve noget andet, og som passioneret filmfan havde han længe drømt om at åbne sin egen filmbutik - blandt andet fordi hans egen filmsamling var ved at fylde for meget.

- Jeg arbejdede på en skole i Tølløse, og der ligger filmbutikken Phantasmo DVD. Hvis der kan ligge en filmbutik i Tølløse, så kan der også ligge en i Roskilde, siger Kenneth Carlsson, som i dag bor i Holbæk, men tidligere har boet i Roskilde.

I DVD'ens storhedstid lå der flere filmbutikker i Roskilde, men indtil FilmBuddy åbnede, var der kun  tegneseriebutikken Woodstock i Algade, som havde en større filmafdeling. Woodstocks ejer meddelte for nylig på Facebook, at han har opsagt lejemålet og fortsætter som webshop fra 15. marts 2025.

Det vidste Kenneth Carlsson dog ikke noget om, da han i sommer så, at der var et ledigt lokale i Allehelgensgade nær Stændertorvet og valgte at slå til.

- Jeg overvejede forskellige navne til butikken, men valgte "FilmBuddy", fordi det skal være et sted, hvor man kan komme ind og snakke film med hinanden. Det skal være en butik, der omfavner alle, siger han.

Kenneth Carlsson har allerede haft besøg af kunder, der vil af med deres filmsamlinger. Selv om han køber film - men man er også velkommen til at donere dem - skal man ikke forvente at få alt for meget for dem, medmindre der er tale om sjældne udgaver.

- Det kommer meget an på, hvad det er. Limited Editions er interessante, men ikke film som jeg har 10 af i forvejen, og som er svære at sælge, siger han.

Kenneth Carlsson har mere eller mindre officielt åbnet sin filmbutik FilmBuddy i Allehelgensgade.
Kenneth Carlsson har mere eller mindre officielt åbnet sin filmbutik FilmBuddy i Allehelgensgade. Foto: Allan Nørregaard

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...