Forslag om nyt koncept for Gl. Holtegård

Gl. Holtegaard.

Gl. Holtegaard.

Foto: Benedicte Lorenzen

I Rudersdal kommune har Gl. Holtegaard i en årrække været drevet som Kunsthal, hvor forskellige moderne kunstnere har udstillet deres værker. Institutionen ejes af Breda Fonden. Driften har været afhængig af støtte fra kommunen. Et politisk flertal har imidlertid besluttet, at den kommunale støtte ophører fra 1. januar 2025. Kunsthallens videre skæbne er derfor uvis.

  • Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
  • Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.

Spørgsmålet er så om denne situation vil kunne ændres i en positiv retning. Det synes klart, at det koncept, der har båret udstillingsvirksomheden på Gl. Holtegård ikke har formået at tiltrække publikum i tilstrækkelig grad. 

Gl. Holtegård er imidlertid en perle, som kommunen bør overveje at vedligeholde, men det står nok klart for de fleste, at dette utvivlsomt må indebære et nyt koncept. Barokhaven er en attraktion i sig selv, og bør fortsat indgå i en sådan løsning.

En oplagt mulighed vil være at invitere danske marinemalerier inden for, og gøre disse til en del af det nye koncept.

Danmarks geografiske placering har gjort landet til en maritim nation i gennem tiderne. Dette har bl.a. afspejlet sig i kunsten, og har medført, at der siden 1800-tallet er blevet udført en lang række malerier med maritime motiver, normalt betegnet som marinemalerier, og som er en del af landets kunstskat. 

Motiverne har ofte været historiske, men har også vist aktuelle situationer, som kunstneren har indfanget såvel inden for landets grænser som uden for. Disse motiver udgør også en illustration af vores samlede maritime historie.

På trods af mængden af marinemalerier er der ikke noget museum i landet, som udelukkende udstiller eller arbejder med marinemalerier og marinemalere. Statens museums for kunst har naturligvis en række marinemalerier, ligesom man kan nævne det lille specialmuseum for marinemaleren Christian Mølsted i Dragør. 

Ellers er de offentligt tilgængelige marinemalerier spredt over flere museer som supplementer. En væsentlig del af de danske marinemalerier befinder sig imidlertid i dag i private samlinger eller hjem.

Der er tydeligvis behov for et museum, der som formål og første prioritet udstiller og formidler vore mange marinemalere. Blandt de maritime museer i Danmark synes der ikke at være interesse for at indrette særlige faciliteter til udstilling af marinemalerier.

Et forslag vil derfor være, at reservere halvdelen af Gl. Holtegård til et museum for danske marinemalerier, og gøre den anden halvdel til Kunsthal med skiftende udstillinger, stort set svarende til den hidtidige praksis, herunder også særudstillinger med indlånte marinemalerier fra andre museer.

Der eksisterer 2-3 større samlinger af marinemalerier i privateje, som ville kunne udstilles i denne forbindelse. Omfanget er 200-300 malerier af kendte danske marinemalere. Det forventes, at disse samlinger under en eller anden form vil være interesseret i et sådant koncept.

Ideen med denne kombination er at skabe interesse for Gl. Holtegård som udstillingsaktivitet hos andre end kommunens borgere, og derved skabe et bedre grundlagt for den fortsatte drift. Konceptet består i, at kombinere et landsdækkende museum med en lokalbaseret kunsthal og øvrige museumsaktivitet, der i dag har til huse på Gl. Holtegård.

Planen er således, at der til etablering af den nye koncept skaffes fondsmidler til driften af Gl. Holtegård 1-2 år. Det er så tanken, at denne udstillingskombination skal afdække om der er mulighed for at etablere et nyt koncept omkring Kunsthallen, samt om der er basis for at danne en Danmarks Maritime Kunstfond, der fremover med omdrejningspunkt i Gl. Holtegaard, indsamler, udstiller og formidler det danske marinemaleri.

Denne visions mulighed bør undersøges i et samarbejde mellem Kulturministeriet, Rudersdal Kommune, Breda Fonden og evt. interesserede fonde. Hvor der er en vilje, plejer der også at være en vej!

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...