Socialdemokratiet i Brøndby har valgt deres spidskandidat til kommunalvalg 2025. Det bliver Brøndby Kommunes nuværende socialdemokratiske borgmester Maja Højgaard, der er klar til fire år med borgmesterkæden omkring halsen.
Det bliver første gang, hun stiller op som spidskandidat, men med en god ballast i form af jobbet som borgmester - et job, som hun overtog, efter Kent Max Magelund trak sig som borgmester.
- Brøndby er bygget på stærke værdier og fællesskaber i øjenhøjde. Det er en forpligtigelse, vi skal tage med ind i fremtiden. De kommende år kommer der mange udfordringer. Trængsel i vores børneinstitutioner og på vores plejecentre, vandet bliver vildere - fra himlen, havet og under jorden. Vi kan ikke nøjes med at gøre, som vi plejer. Men det er vigtigt, vi holder fast i de værdier, vi plejer, nemlig, at vi passer på hinanden. Vi vil være klar med omsorg, når livet går ned ad bakke. En dyb tro på fællesskaberne. Alderdommen skal være værdig og barndommen tryg. Vi tager ansvar, siger Maja Højgaard.
Maja Højgaard siger, at Socialdemokratiet har løsninger og svar på mange af disse udfordringer. Løsningerne kan dog kun gennemføres ved samarbejde og hårdt dedikeret arbejde i kommunalbestyrelsen, på rådhuset, fra de kommunale medarbejdere og fra frivillige og borgere i kommunen.
Maja Højgaard er en spidskandidat med erfaring fra regionspolitik, fra ungdomspolitik på landsplan og fra den kommunale politik og med et godt, stabilt og omfattende politisk netværk, skriver den socialdemokratiske kommuneforening i Brøndby i en pressemeddelelse.