Fotografen må smyge sig omkring det store velstemte flygel, og det er næsten ikke til at begribe, hvordan det er kommet på plads i Søren Bebes lune ”hule” for enden af garagen hjemme i Sorø.
Det er her, magien opstår, når han to-tre timer dagligt sætter sig ved tangenterne og fordyber sig i musikken, som han skaber med øret, imens han optager og noterer ned på noder.
- Jeg arbejder meget ligesom en forfatter. Når jeg løber tør for idéer på den ene ting, så går jeg videre til den næste. Jeg kan godt have 20 forskellige små skitser i gang samtidigt, fortæller Søren Bebe og lader sine hænder følge de håndskrevne noder foran ham.
Jeg arbejder meget ligesom en forfatter. Når jeg løber tør for idéer på den ene ting, så går jeg videre til den næste. Jeg kan godt have 20 forskellige små skitser i gang samtidigt.
Søren Bebe
Det swinger melodisk og medrivende, og det er resultatet af hårdt arbejde og erfaring.
Søren Bebe køber ikke ind på den romantiske forestilling om, at man - som en anden Paul McCartney - pludselig vågner op og har drømt melodien til Yesterday. Den gode komposition kræver tid og tålmodighed.
Nordisk tone
Søren Bebe har både skrevet masser af musik til ballet og moderne dans. Og underlægningsmusik til actionfilmen John Wick 3 med Keanu Reeves i hovedrollen, men efter at han i 2016 flyttede til Sorø med sin kone og tre børn, har arbejdet med jazzen i Søren Bebe Trio været det helt primære.
Og der er en særlig nordisk tone i musikken, som roligt og lyrisk omfavner ørerne.
- Det bliver mere og mere roligt, som tiden går, og jeg bliver ældre. To daglige traveture med hundene i naturen giver ro i sindet, erkender Søren Bebe med tydelig Horsens-dialekt.
For der var her, han voksede op og siden uddannede sig som rytmisk pianist på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Og da han senere flyttede til Sorø, engagerede han sig i planlægningen af Sorø Jazzfestival, som han er næstforperson i.
DMA-nominering
Here Now er titlen på Søren Bebe Trios album fra november 2023, hvor han igen spiller sammen med bassisten Kasper Tagel og for første gang har norske Knut Finsrud bag trommerne i stedet for Anders Mogensen.
Hilsenen til den svenske mester Jan Johansson er tydelig i nummeret Folksy (To Jan), der swinger som en nyfortolkning af Polska efter Höök Olle fra albummet Jazz på svenska.
Den nordiske lyd og stemning, som gennemsyrer Here Now, er faldet så meget i musikdommernes smag, at Søren Bebe nu er nomineret til at modtage en Danish Music Awards Jazz som Årets Jazzkomponist, og han glæder sig meget til, at vinderen afsløres 9. december i Store Vega i København.
- Jeg er oppe imod store konkurrenter, som Jakob Bro og Jakob Buchanan, men nomineringen er jeg rigtig glad for, siger Søren Bebe, der har 200.000 månedlige lyttere på Spotify, hvilket gør hans trio til et af de mest streamede danske jazzorkestre. Og den mest populære sang, Alba fra albummet Echoes fra 2019, har rundet 2,2 millioner afspilninger.
Søren Bebe er også blevet kontaktet af det Japanske pladeselskab Disk Union, der vil have nummeret Grateful med på en cd med titlen Jazz Bar 2024, som bliver distribueret i hele Japan og er kurateret af den 86-årige og meget anerkendte jazzkritiker Mr. Yasukuni Terashima.
- Folk køber stadig cd’er til deres biler. Og salget af vinyler (LP’er) er stukket helt af. Jeg sælger 20-30 stykker dagligt og har ansat en seniormedarbejder en dag om ugen, som pakker mine udgivelser og kører dem til PostNord, fortæller Søren Bebe, der udgiver gennem sit eget pladeselskab Søren Bebe Music.

