I mange år forsøgte Foreningen Dæmpegårds Venner med slid og slæb at skaffe penge og opbakning til at overtage Danmarks ældst bevarede skovridergård, Dæmpegård i Tokkekøb Hegn, fra Naturstyrelsen. Drømmen var at skabe et naturkulturhus for alle.
Men i sommeren 2023 stod det klart, at det ikke kom til at lykkes. Nu har staten sat skovriderboligen til salg - og det kræver et betydeligt millionbeløb på bankbogen, hvis man vil have fat i den historiske bygning.
16 millioner kroner lyder salgsprisen på. Det skriver Freja Ejendomme i en pressemeddelelse.
- Staten sælger den historiske Dæmpegård som liebhaverbolig for 16 millioner kroner.
- Foreningen Dæmpegårds Venner kunne ikke skaffe de syv millioner kroner, der tidligere blev tilbudt.
- Foreningen forhindrede nedrivning af Dæmpegård ved at få den fredet i 2022.
- De resterende midler fra foreningen bruges til en bog om gårdens historie.
- Salget omfatter fem bygninger og en grund på over 25.000 kvadratmeter.
Skovridergården, der ligger midt inde i Tokkekøb Hegn, sælges nu som liebhaverbolig og det er den tv-kendte liebhaverejendomsmægler Pernille Sams' firma, der skal føre salget på vegne af Freja Ejendomme, der altså har overtaget ejendommen fra Naturstyrelsen.
De 16 millioner kroner er et betydeligt højere beløb, end det foreningen for år tilbage blev tilbudt at købe skovridergården for. Her kunne Dæmpegårds Venner købe gården for syv millioner kroner. Men selvom beløbet er under det halve af den nyopslåede pris, var foreningen langt fra at skrabe nok penge sammen.
Forhindrede nedrivning
Foreningen lykkedes dog med en af sine helt store mærkesager - nemlig at bevare bygningerne.
Efter flere forgæves forsøg på at leje gården ud besluttede Naturstyrelsen i 2020 at rive Dæmpegård ned. Og det godkendte Fredningsnævnet for Nordsjælland i første omgang, fordi Dæmpegård ikke var en del af fredningen af området. Det var i maj 2021.
Men efter en klage fra Dæmpegårds Venner ændrede Fredningsnævnet præcis et år senere, i maj 2022, afgørelsen til, at gården også er en del af fredningen og derfor ikke må rives ned.
I begrundelsen for fredningen lød det blandt andet:
“Ejendommen må betegnes som et område, der på grund af skønhed, beliggenhed og ejendommelighed har væsentlig betydning for almenheden. Nævnet finder, at henvisningen til områdets ejendommelighed er et udtryk for, at det er helheden, som man har villet frede, og herunder også Dæmpegårds bygninger, som efter beskrivelsen af gårdens historie også på fredningstidspunktet må have været et væsentligt særpræg ved området”.

Midler bliver til bog
De godt 120.000 kroner, der var tilovers fra den nedlagte forening, bliver nu brugt til udformningen af en bog om gårdens historie, som Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune står bag.
Ulla Kjær, dr.phil i kunsthistorie og seniorforsker på Nationalmuseet, bidrager som nøgleforfatter til bogen, og målet er, at den udkommer i år.
Af salgsmaterialet for Dæmpegården fremgår det, at man for de 16 millioner kroner køber gårdens fem fritliggende bygninger på et samlet areal på 819 kvadratmeter, og grunden der er på hele 25.445 kvadratmeter.