Githa Lehrmann har indlæst lydbøger i 45 år og elsker det stadig. Over 1000 lydbøger er det blevet til. Fra spolebånd- over kassettebånd og dvd'er - til i dag hvor streamingtjenesterne har taget over.
Helsinge Bibliotek inviterer til oplæsningsaften med prisbelønnet lydbogsindlæser, skuespilleren Githa Lehrmann.
Githa Lehrmann startede med at indlæse børnebøger til skolebrug og har sideløbende med en lang karriere som skuespiller indlæst alle genrer: Krimi, biografier, romantiske romaner, faglitteratur, dokumentar, børnelitteratur, samtalebøger osv.
Krimigenren fylder mest i hendes lange repertoire og en del forfattere, bl.a. Sara Blædel, Jussi Adler Olsen og Anna Grue, bruger Githa som deres ”faste stemme”.
Arrangementet finder sted på Helsinge Bibliotek onsdag 20. november klokken 19.00, hvor Githa Lehrmann læser højt og fortæller om arbejdet med at indlæse lydbøger.
Billetter købes på bibliotekets hjemmeside gribskovbib.dk