Da Peter Aude lørdag den 2. november kl. 12 gik på scenen på Bellevue Teatret, slog han muligvis en verdensrekord. For det var - og er - dermed 40. sæson, han spiller røveren Kasper i den ikoniske 'Folk og Røvere i Kardemomme By'.
Peter Aude var kun 28 år og netop færdiguddannet fra teaterskolen ved Aarhus Teater, da instruktør Jesper Klein tilbød ham rollen som røveren Kasper i 'Folk og Røvere i Kardemomme By' på Bellevue Teatret.
Året var 1985, og Folk og Røvere i Kardemomme By var efter tre år allerede en etableret tradition, men Peter Aude havde dengang ingen anelse om, at Kasper og Kardemomme By ville blive en uomgængelig del af hans liv.
Kasper er blevet en gammel ven
- Kasper er blevet en del af mig, og jeg er blevet en del af ham. Han er som en gammel ven, jeg besøger hvert år, fortæller Peter Aude i en pressemeddelelse fra Bellevue Teatret.
Peter Aude genkender indimellem publikum, når han og resten af holdet går rundt i foyeren, inden forestillingen rigtigt begynder. Mange har set stykket som børn og kommer i dag med deres egne børn eller børnebørn.
- Det er en særlig gave at være en del af publikums livshistorie. Derfor skal vi være tro mod den magi, der har gjort Kardemomme By til en stærk familietradition – nu på 43. år, siger Peter Aude.
Overtog efter Jesper Klein
Som kending af forestillingen overtog Peter Aude den kunstneriske ledelse af forestillingen efter Jesper Kleins død i 2011.
Aude har videreført og udviklet traditionen, men med respekt for Thorbjørn Egners oprindelige værk og Jesper Kleins originale iscenesættelse.
- Jeg føler mig dybt privilegeret over både at spille og iscenesætte 'Folk og Røvere i Kardemomme By'. Så længe jeg kan hænge sammen, vil jeg gerne være med herude, siger Peter Aude.
Peter Aude kender alle rollerne så godt som Kaspers hullede lommer. Det har ført til uforudsete komiske episoder, som da han måtte træde ind i rollen som Tante Sofie en dag, skuespilleren i rollen var blevet syg.
Peter Aude har sprunget til i alle forestillingens roller - undtagen den lille pige Kamomilla.