Lokal lærer får pris for sit projekt

Frida Johanne Koustrup Palmgren fra Langhøjskolen i Hvidovre får pris for sit afgangsprojket på læreruddannelsen.

Frida Johanne Koustrup Palmgren fra Langhøjskolen i Hvidovre får pris for sit afgangsprojket på læreruddannelsen.

Foto: Presse

Det er et af landets tre bedste bachelorprojekter.

Frida Johanne Koustrup Palmgren fra Langhøjskolen i Hvidovre har afsluttet sin læreruddannelse på Københavns Professionshøjskole med et bachelorprojekt, der er så godt, at hun 15. november modtager en pris for det, når Lærerprofession.dk holder prisfest i København. Om det bliver nummer et, to eller tre, afsløres denne dag.

- Når elever afleverer en tekst i skriftlig dansk, forholder læreren sig ofte til den uden, at eleven er involveret i processen. Men der er potentiale i at bruge teksten som udgangspunkt for en samtale med eleven – blandt andet om, hvad der var interessant, hvad eleven egentlig ville med teksten, og måske hvad der var besværligt undervejs i skriveprocessen, skriver Lærerprofession.dk i en pressemeddelelse.

Det potentiale har Frida Johanne Koustrup Palmgren udforsket i sit bachelorprojekt 'Eleven i teksten'. Det gjorde hun blandt andet, fordi elever langt fra har samme muligheder for at skrive tekster, blandt andet på grund af den sociale arv.

- Jeg interesserer mig meget for de mekanismer i skolesystemet, der er med til at fastholde den sociale arv. Skriftlig dansk er adgangsgivende i samfundet. Derfor er det en relevant indgangsvinkel, siger Frida Johanne Koustrup Palmgren.

I projektet har hun interviewet to elever i 8. klasse om en konkret tekst, de hver især har skrevet i dansk. Interviewene handler både om elevernes valg, fravalg og tanker om teksterne og om omstændighederne rundt om. Senere analyserer hun interviewene på baggrund af relevant teori, og her er en af hovedkonklusionerne, at eleverne ikke har lige muligheder.

- Når elever skriver tekster i skolen, spejler nogle elever sig i rollen som en, der skriver. For andre er den rolle mere fremmed. Det skyldes forskellige sproglige og sociale forudsætninger. Samtidig spiller den måde opgaven stilles på en afgørende rolle, fortæller hun.

Lærerprofession.dk drives af landets professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen i fællesskab.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...