Alle er velkomne i Sorø Badmintonhal lørdag den 16. november, når Sorø Badminton Klub fejrer 90-års jubilæum på stiftelsesdatoen.
Tømrer Rikard Hasselsteen var halinspektør, og hans familie hjemførte allerede i klubbens tidlige år mange mesterskaber, både danmarksmesterskaber og sjællandsmesterskaber, til Sorø Badminton Klub.
- Viggo Hasselsteen, som jeg havde fornøjelsen af at møde forleden, kunne berette, at familien Hasselsteen allerede i 1958 havde spillet 2150 kampe og vundet 44 mesterskaber, og flere kom til senere. Viggo spiller ikke selv mere, men følger levende med i vores klub, siger Peter Langkjær, der er formand for Sorø Badminton Klub.
Klubben har også i de senere år hjemført mesterskaber, selvom Sorø er en relativt lille klub, der må kæmpe mod større klubber med bedre faciliteter og bedre økonomi.
- Vi har i øjeblikket 110 medlemmer, nogenlunde ligeligt fordelt på børn og voksne indenfor både motion og konkurrence. Men vi vokser lige så stille. Efter årene med corona og med stor dansk succes på den internationale bane, så er der mange børn, der gerne vil prøve kræfter med badminton. Vi har faktisk børn på venteliste, der gerne vil spille. Og vi gør alt hvad vi kan for at imødekomme det, fortæller Peter Langkjær og tilføjer, at man som mange andre klubber har brug for flere trænere og frivillige.
Holdkampe
Hvis du har lyst til at kaste dig over badmintonsporten, så kig forbi hallen, hvor der serveres pølser og is og spilles holdkampe på hjemmebanen fra klokken 10 til 15.
Fra 15 til 17 er der underholdning, leg og hyggespil for alle børn og unge. Om dagen slutter med aftensmad og jubilæumsfest iblandt de af klubbens medlemmer, som har tilmeldt sig senest 8. november.
- Vi arbejder hele tiden med traditioner og fornyelse. En af de ting, vi holder fast i er at vi altid "spiller julen ind" 24. december om formiddagen med åben hal for alle medlemmer og deres forældre. Det er altid et vældigt tilløbsstykke, som gør en i godt humør og klar til juleaften, siger Peter Langkjær.
