Når Pernille Sass Jellinggaard vender tilbage til barndomsbyen Farum er det ganske vist som projektleder men samtidig med en hjertesag - at hjælpe børn igennem svære livssituationer.
Projektet, som organiseres og styres af Frivilligcenter Furesø, hedder Børneperspektivet og tager udgangspunkt i trivselsgrupper, hvor børn i svære livssituationer møder andre børn og får mulighed for at dele tanker og følelser med hinanden.
- Jeg er gammel Farumborger og har et kendskab til området, og sammen med en stor erfaring inden for børneområdet er det derfor mere end et arbejde for mig. Det er en slags kærlighedsaffære, fortæller Pernille Sass Jellinggaard i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune.
Har selv udviklet konceptet
Pernille Sass Jellinggaard er specialiseret inden for pædagogisk psykologi. I 2006 startede hun som frivillig i Helsinge Frivilligcenter, hvor hun fra 2014 blev projektansvarlig for Familievenner Gribskov og senere udviklede konceptet Børneperspektivet.
Erfaringen fra tilsvarende projekter viser, at børnene bliver bedre til at mestre deres livsvilkår og føler sig mindre ensomme.
- Alle familier kan blive ramt en skilsmisse eller få et barn med særlige behov. Når det sker, kommer hele familien under pres og ofte står børnene tilbage med en ensomhedsfølelse. Børn har brug for at erfare, at de ikke er de eneste i verden med den udfordring og de tanker og følelser, forklarer Pernille Sass Jellinggaard.
Søger voksen-frivillige
Den første opgave bliver at rekruttere frivillige, som vil give deres tid og kræfter på at hjælpe børn i alderen 8 til 13 år igennem svære livssituationer.
- Vi har brug for voksne, som vil være med til at skabe en tryg ramme og struktur samt støtte børnene i at udtrykke det, de har på hjerte, siger Pernille Sass Jellinggaard.
Som gruppeleder bruger man to-tre timer ved hvert trivselsgruppemøder og der er startkursus for alle frivillige.