Hvert år, når julemåneden nærmer sig, bliver gågaden i Hillerød oplyst af lysdioder, der hænger som guirlander mellem bygningerne, med lysende røde julehjerter i midten. Men som det ser ud lige nu, kan vi risikere en jul uden de funklende lys, eller om ikke andet med færre af dem.
Det er byens erhvervsdrivende, der sætter strøm til julebelysningen gennem økonomiske bidrag, og det er Hillerød Byforum, der står for at koordinere indsamlingen. Men i år ser det historisk skidt ud med opbakningen, lyder det fra Hillerød Byforum.
- Hillerød Byforum advarer om, at manglende økonomisk støtte fra lokale erhvervsdrivende kan true julebelysningen i byen.
- Problemerne med opbakning begyndte sidste år, delvist på grund af økonomiske konsekvenser fra et kloakeringsprojekt i Slotsgade.
- Selvom gravearbejdet nu er flyttet, er der stadig ikke tilstrækkelige bidrag til at opretholde den sædvanlige julebelysning.
- Andre byer, som Aarhus, oplever lignende udfordringer.
- Erhvervsdirektør Erik Helmer Pedersen understreger vigtigheden af julebelysning for at skabe liv og handel i byerne.
Startede sidste år
Den haltende opbakning startede allerede sidste år, hvor en del af handelslivet lod tegnebogen ligge i lommen. Forklaringen hos flere butikker var, at de i forvejen var negativt påvirket af separatkloakeringsprojektet i Slotsgade. Flere butiksdrivende har da også tidligere fortalt om, at kloakeringsprojektet og den nye belægning i Slotsgade har haft mærkbare økonomiske konsekvenser.
Men på trods af, at gravearbejdet nu er rykket videre til Helsingørsgade og er fortid i Slotsgade, er bidragene er ikke kommet ind i det omfang, der er behov for, hvis julebelysningen skal fortsætte på samme niveau som tidligere. Den traditionelle julemølle og belysningen på det høje juletræ på Torvet er dog ikke ramt af de økonomiske kvaler, da det er Julemøllelauget, der står for at arrangere det.
- Men julebelysningen er afhængig af, at byens erhvervsdrivende bakker op, siger Erik Helmer Pedersen, direktør i C4 og Hillerød ByForum, i en skriftlig udtalelse til Sjællandske Nyheder.
Også kritisk i Århus
Flere handelsbyer i landet oplever svigtende økonomisk opbakning til julebelysning. Strøget i Aarhus meddelte blandt andet for nylig, at deres velkendte stjernehimmel, en 850 meter lange julelyskæde, ikke ville blive sat op i år, men i stedet sat til auktion. Det skabte imidlertid så stor en rystelse, at elselskabet NRGi meldte sig på banen med en donation, der sikrer, at julebelysningen alligevel består. Og der er stor værdi i at værne om julehyggen i bylivet, mener erhvervsdirektøren.
- Julebelysning og juleaktiviteter skaber en helt særlig atmosfære, der skaber hygge og oplevelser for både børn og voksne. Det er med til at løfte den lokale handel og skabe liv i byen. Derfor er det vigtigt at give et bidrag til julebelysningen, udtaler Erik Helmer Pedersen.
Det er ikke første gang, at julebelysningen i Hillerød er i fare. For 13 år siden overtog C4 Videncenter, der huser Hillerød Byforum, ansvaret for julebelysningen, der ellers igennem mange år havde været et smertensbarn i byen. Gennem årene har Hillerød Byforum indkøbt julebelysning, så byen ikke var afhængig af at leje det. Men belysningen kræver løbende vedligehold og nye materialer hvert år - og det kan ikke lade sig gøre uden opbakning fra bylivet, lyder det.