Nu åbner Elgigantens nye varehus

Elgigantens medarbejdere har det seneste stykke tid lige så stille fragtet varer fra det gamle varehus på Slangerupgade 48 til det nye, der ligger et stenkast væk på den modsatte side af gaden.

Om ganske få dage er det gamle varehus tømt, og varehuschef Martin Ferdinand vil snart stå klar til at byde handlende fra Hillerød og hele Nordsjælland indenfor i et nyt, stort og moderne varehus.

Mandag den 21. februar er sidste åbningsdag i den gamle butik. Herefter venter tre dage, hvor de sidste ting skal på plads i de nye lokaler, inden dørene åbner den 25. februar klokken 7.00.

Martin Ferdinand forventer, der kommer tryk på allerede fra morgenstunden.

– Jeg har meget store forventninger til åbningen. Det er meget længe siden, vi har kunnet lave sådanne arrangementer på grund af corona, og vi glæder os rigtig meget til at holde en rigtig åbning og forkæle vores kunder på en måde, vi ikke har kunnet længe, siger han.

Masser af tilbud

Åbningsfesten kommer til at byde på fest, konkurrencer, underholdning og masser af gode tilbud. Åbningstilbuddene er endnu hemmelige, men der bliver masser af dem, forsikrer Martin Ferdinand. Og de er gode nok til, at folk kommer til at ligge i kø for at få del i dem:

– Det bliver nogle voldsomt gode tilbud på nogle meget attraktive produkter. Jeg garanterer, at folk vil ligge i kø for dem. Jeg har de sidste to fredage modtaget fire lastbiler fyldt med tilbudsvarer, og tirsdag kommer der endnu to. Vi kommer til at udgive en hel avis med åbningstilbud, siger varehuschefen.

Den tidlige åbning skal ifølge Martin Ferdinand give alle mulighed for at slå til på et godt tilbud. Også dem, der skal videre på arbejde.

Til de morgen- eller måske endda nattefriske, der lægger sig i kø for at få fingrene i de gode tilbud, vil Elgiganten sørge for både lidt at drikke og spise, og elgiganten-medarbejdere fra både Hillerød og andre afdelinger vil sørge for underholdning. På en storskærm vil der løbende komme konkurrencer, man kan deltage i via sin telefon.

Generobrer lokale kunder

Det opdaterede, udvidede sortiment i spritnye lokaler vil betyde, at kunder fra nærområdet igen vil vælge den lokale butik frem for den lidt større butik i Gentofte.

– Vi går fra at have cirka 800 kvadratmeter butiks til næsten det dobbelte. Det giver nogle helt andre muligheder for at vise vores kunder en inspirerende butik og et stort udvalg. Vi får større udvalg af det meste, men en af de største forskelle er, at vi nu får et af Danmarks største Apple-områder, siger han og fortsætter:

– Det er ikke målet at kannibalisere på de andre varehuse, men vi vil gøre det mere ’convenient’ at tage herhen frem for til Gentofte. Jeg regner med, at det meste af Nordsjælland kommer til at valfarte til os.

Stort potentiale

Udover Apple-afdelingen får den nye butik også en køkkenafdeling og en gamingafdeling, hvor kunderne kan prøve forskellige computere og spillekonsoller af i butikken. Det store sortiment kommer til at kunne ses på bundlinjen, lyder det fra Martin Ferdinand:

– Jeg tror ikke, det eksploderer fra dag et, men det har et kæmpe potentiale på sigt, fordi vi tidligere er blevet fravalgt, fordi vores udvalg ikke har været så stort. Det bliver det nu. Og så er placeringen supergod. Vi ligger lige midt i nybyggerierne, og jo mere, der bliver bygget, jo flere kunder får vi. Det er en gave for os.

De ekstra kvadratmeter og de nye afdelinger kommer også til at betyde, at der bliver oprustet på medarbejderfronten. Varehuschefen oplyser, at staben vokser fra 48 til 55 medarbejdere, hvoraf én er ansat af Apple.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...