Det hastede for DSB, da de for 10 måneder siden henvendte sig til Frederikssund Kommune for at få lov til at placere et DSB-værksted i sydbyen.
Men de må nu væbne sig med endnu mere tålmodighed.
For onsdag besluttede politikerne i Økonomiudvalget i Frederikssund Kommune at udsætte behandlingen af, om man skulle igangsætte arbejdet med at gøre det muligt at placere værkstedet i Vinge i stedet.
Det sker efter heftig debat blandt politikere og borgere om projektet, hvor der på forhånd tegnede sig et massivt flertal imod at sige ja på nuværende tidspunkt.
Og på Økonomiudvalgsmødet valgte borgmester Tina Tving Stauning efter en drøftelse i udvalget at foreslå sagen udsat:
- Det gjorde jeg, fordi jeg efter drøftelsen synes, der var ting, som som vi skulle belyse noget mere, og fordi jeg synes, Der er opstået for mange usikkerheder, som skal afdækkes. Helt grundlæggende synes jeg, at en sag altid skal have de fakta på bordet, som er nødvendige for at træffe en beslutning. Så derfor fremsatte jeg forslaget om at udsætte sagen, da vi havde haft en god og lang debat.