Kommunalvalget nærmer sig, og valgkampens centrale skikkelser begynder at melde sig. Der er flere, der drømmer om at kunne sætte sig i borgmester Bent Hansens (V) kontorstol i 2026. Det gør borgmesteren - ikke overraskende - også selv.
Nu er det officielt. Onsdag aften blev Bent Hansen nemlig genvalgt som spidskandidat til borgmesterposten for Venstre i Gribskov.
Det var en enig bestyrelse og fremmødte partimedlemmer, som pegede på den siddende borgmester. De fremhæver både hans nuværende og tidligere erfaring, foruden hans lederskab og resultaterne for den eksisterende valgperiode, lyder det i en pressemeddelelse fra Venstre i Gribskov.
- Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, som partiet har vist mig, udtaler Bent Hansen og fortsætter:
- Vi står foran en vigtig periode, hvor vi skal fortsætte det arbejde, vi har påbegyndt for at sikre den fortsatte udvikling af vores byer. Jeg ser frem til at kæmpe for det bedste for vores borgere og vort erhvervsliv.
Han vil, skriver partiet, fortsat arbejde målrettet for at gøre Gribskov til et bedre sted at bo, leve, arbejde og stifte virksomhed - og han ser frem til i valgkampen at møde borgerne og høre på deres ideer og bekymringer.