Der er forskel på VVS-opgaver, og den opgave, Allan Kristiansen & Sønner lige nu er med til at løse i Slotsgade 13-15 i Hillerød, hører til i den mere komplekse og spektakulære ende af skalaen.
Her giver Allan Kristiansen & Sønners installatører nemlig kyndige VVS-hænder med i Frederiksborg Gruppens omfattende renovering af Nordstens Hus, som engang var hjem for Hillerøds stolte søn Peder Nordsten, der gennem mere end 100 år fremstillede landbrugsmaskiner på sin store fabrik midt i byen.
Lokalt samarbejde
Allan Kristiansen & Sønner har stået for alt, hvad der har med vand og varme at gøre.
- Der er cirka 120 radiatorer i projektet, så det har været en stor opgave med rørinstallationer. Vi har også lavet to helt ny varmecentral, hvor der bliver sat klimaanlæg op. Samarbejdet med de andre lokale håndværkere har fungeret godt. Det er tydeligt, at alle er klar over, at vi her arbejder med noget, der har en særlig betydning for Hillerød, siger Søren Allan Kristiansen.
Bevaring af kulturarv
Nordstens Hus er en bygning med dyb historisk og kulturel betydning for Hillerød, og det har sat sit præg på hele renoveringsprocessen.
Nationalmuseet har været med inde over projektet for at genskabe husets oprindelige farver. Tidligere var hele bygningen malet over med plastikmaling, men nu er gamle lag blevet fundet frem og nænsomt genskabt.
- Vi har fokuseret på at genbruge alt, vi kunne i dette projekt. De håndværkere, vi arbejder med, er lokale og nøje udvalgt til opgaven, fordi de har en særlig respekt for projektet. Det giver også et stærkt samarbejde, hvor alle parter bidrager positivt, fortæller Jesper Schrøder Lorenzen, partner i Frederiksborg Gruppen.

Bæredygtige energiløsninger
Hos Allan Kristiansen & Sønner er bæredygtighed en naturlig del af deres tilgang til VVS-opgaver. Firmaet har profileret sig på grønne løsninger i mange år, og projektet i Nordstens Hus er ingen undtagelse.
Installationen af fjernvarmeanlægget er blevet optimeret, så det kører optimalt, og alle rør er blevet isoleret efter de nyeste standarder for at minimere energispild.
- Vi arbejder meget med energiløsninger. Det gælder ikke kun optimering af fjernvarmeanlæg, men også varmepumper og andre energivenlige installationer, siger Søren Allan Kristiansen.
Virksomheden markerer sig også med deres brug af elbiler og deres installation af solceller, der gør firmaet næsten selvforsynende med energi.
Tre generationer
Allan Kristiansen & Sønner blev grundlagt i 1963 af Allan Kristiansen. Efter hans død i 2003 har sønnerne Søren Allan og Niels Allan Kristiansen overtaget ledelsen af firmaet.
Niels Allans’ søn er i gang med sin VVS-autorisation og forventes at begynde i firmaet inden længe, hvilket betyder, at virksomheden en dag kan komme på tredje generations hænder.
- Det er en stor fordel, at vi kan holde det i familien. Firmaet har altid haft en tæt forankring i lokalområdet, og det afspejles i både vores kunder og medarbejdere, siger Niels Allan Kristiansen.
Lærlinge er vigtige
Uddannelse af lærlinge har altid været en del af Allan Kristiansen & Sønners DNA. Med 17 ansatte, herunder fem lærlinge, fortsætter virksomheden sin stolte tradition med at tage nye generationer af VVS'ere under deres vinger.
- Vi har altid taget mange lærlinge ind. Det er vigtigt for os at give de unge en chance og være med til at sikre fremtiden for branchen. Der er en stor tilfredsstillelse i at se de unge vokse med opgaverne og blive dygtige håndværkere, siger Niels Allan Kristiansen.
Lokale sponsorer
Selvom Allan Kristiansen & Sønner har udvidet deres aktiviteter til hele Nordsjælland, er de stadig dybt forankrede i lokalsamfundet.
Firmaet sponsorerer både Nordsjælland Håndbold og FC Nordsjælland som en del af deres engagement i lokalsporten.
- Vi går meget op i håndbold og fodbold, og vi vil gerne støtte op om sporten i vores nærområde. Det er vigtigt for os at være synlige i de sammenhænge, hvor vi selv bor og arbejder, siger Søren Allan Kristiansen.