Venstre i Gentofte har blandet kortene på en ny måde.
Spidskandidat ved næste års kommunalvalg, Marie Brixtofte, har overtaget posterne i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget samt Erhvervs-, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget fra sin partifælle Morten Løkkegaard.
Brixtofte skal vinde for Venstre
Og Marie Brixtofte har allerede tænkt over, hvad hun vil bruge sin plads i sidstnævnte udvalg til.
- Særligt ønsker jeg at sætte fokus på færre regler, bedre kommunikation og lavere skatter for kommunens erhvervsdrivende, og i forhold til klimaindsatsen på brug af grønne chikaner i stedet for vejbump, mulighed for at oplade elbilen foran egen bolig og meget andet. Jeg har også altid været optaget af integrations- og beskæftigelsesindsatsen, hvor jeg f.eks. er af den klare overbevisning, at man må tage et kommunalt anvist job, hvis man vil modtage kommunal arbejdsløshedsunderstøttelse, siger hun i en pressemeddelelse.
Marie Brixtofte blev valgt som Venstres nye spidskandidat i marts 2024.
Morten Løkkegaard fortsætter i kommunalbestyrelsen og genopstiller også ved kommunalvalget i 2025.