Nordsjællands Politi står på bar bund i sagen om det lig, der fredag formiddag blev fundet i Slotssøen ved Frederiksborg Slot i Hillerød. Liget, der er en mand, er endnu ikke identificeret, og politiet ved heller ikke, hvordan manden er endt i søen.
Det fortæller vagtchef Rune Mandrup fra Nordsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.
Politiet fik fredag formiddag klokken 10.44 en melding om, at der lå en død mand i søen og spærrede efterfølgende et større område ved slottet.
- I første omgang satte vi vores egne lokale teknikere og en retsmediciner på sagen, men da de ikke kunne udelukke, at der ligger en forbrydelse bag, blev NKC (Nationalt Kriminalteknisk Center, red.) tilkaldt, fortæller Rune Mandrup.
Men det lykkedes altså heller ikke dem at identificere den afdøde mand. Politiets kriminalteknikere skal derfor foretage yderligere undersøgelser, før man kan fastslå mandens identitet.
- Men vi har en formodning om, hvem det kan være, tilføjer Rune Mandrup uden at ville komme det nærmere.
Selv om politiet altså ikke kan sige noget om, hvordan manden er endt i søen, så er der ikke noget på nuværende tidspunkt, der tyder på, at han har været udsat for en forbrydelse.
- Der er ikke noget, der peger i retning af, at der er sket noget kriminelt, lyder det fra vagtchefen lørdag morgen.
Politiet har lørdag formiddag stadig afspærret et område ved Frederiksborg Slot.
-Vi skal have nogle hunde ned og søge af på området i løbet af dagen for at lukke de løse ender, der måtte være, siger Rune Mandrup, der formoder, at politiet melder ud, når teknikerne har identificeret den døde mand.