De seneste 30 år har danskerne været ramt af omkring 40.000 arbejdsulykker og 20.000 arbejdsbetingede lidelser, og på trods af mange fremskridt - teknologiske såvel som sociale - er det ikke lykkedes at knække kurven. Arbejdsmiljø er således mere relevant end nogensinde før.
Det mener kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten Niels Erik Danielsen, der netop har udgivet debatbogen "Det må vi da for pokker kunne gøre bedre".
- De seneste dage med børn og unge, der håndterer livsfarlig asbest i en sag fra Sønderjylland, regeringspartiet Moderaterne, der ikke havde en arbejdsmiljøorganisation eller APV, og senest migranter, der arbejder illegalt og ikke informeres om arbejdsmiljø, vidner om nødvendigheden af at gøre noget afgørende på arbejdsmiljøfronten, siger forfatteren.
Omkostningerne ved dårligt arbejdsmiljø er enorme. Ifølge Niels Erik Danielsens bog koster det det danske samfund omkring 100 milliarder kroner årligt. Dertil kommer mange dødsfald, som direkte og indirekte kan tilskrives dårligt arbejdsmiljø.
- I Danmark er der årligt cirka 2.500 dødsfald grundet arbejdsmiljøet – cirka 35 sker direkte under udførelsen af arbejdet ved en ulykke – resten skyldes længere tids påvirkning, for eksempel dødsfald grundet asbest eller dårligt psykisk arbejdsmiljø, siger Niels Erik Danielsen.
I bogen er der beskrivelser af forfærdelige ulykker og smertefulde arbejdsbetingede lidelser med døden til følge. Men også kritik af arbejdsmiljøsystemet.
- Vores forebyggende arbejdsmiljørådgivning blev udfaset i 2001, og dette kan være en del af forklaringen – samtidig er der rejst tvivl om, hvorvidt vi overholder EU’s regler på området, siger Niels Erik Danielsen.
Debatbogen indeholder 42 forslag til forbedringer af systemet, organisationen, reglerne og konkrete tiltag. Der er interviewet 18 arbejdsmiljørepræsentanter, der giver deres bud på deres indsats og udfordringer med at håndtere dagligdagens arbejdsmiljøproblemer.