Lørdag aften blev en mand i 30'erne bragt til Rigshospitalet i kritisk tilstand, efter han var blevet ramt af skud i maven i området omkring Læssevej i Værløse.
- Tre mænd er anholdt efter et skyderi i Værløse, hvor en mand i 30erne blev ramt af skud i maven.
- Politiet efterforsker intensivt og har anholdt mænd på 31, 29 og 21 år, der er tilknyttet skyderiet.
- Skyderiet fandt sted, mens to biler jagtede hinanden, og der blev skudt fra den ene bil ind i den anden.
- Nordsjællands Politi mistænker en forbindelse til bandemiljøet, men kan ikke specificere grupperingerne.
- Ingen af dem er svenske statsborgere.
Søndag er manden fortsat på hospitalet, oplyser Nordsjællands Politi.
- Der pågår en intensiv efterforskning lige nu, siger vagtchef Kaspar Bengtsson.
Siden anmeldelsen tikkede ind omkring klokken 16.30 lørdag den 12. oktober, har politiet anholdt tre personer.
De tre personer, der nu er i politiets varetægt, er mænd på henholdsvis 31, 29 og 21 år.
- Det er nogen som har tilknytning til skyderiet, oplyser vagtchefen.
Skød ind i bilen
Lørdag kunne Nordsjællands Politi oplyse, at manden, der blev ramt, kørte bil imens skyderiet foregik.

- Vi får anmeldelser om, at to køretøjer jagter hinanden i Værløse. På et tidspunkt kører det ene køretøj ind foran det andet, hvor der bliver afgivet flere skud fra den ene bil ind i den anden bil, oplyser Kaspar Bengtsson søndag formiddag.
Politiet var til stede i området omkring Læssevej, og krydset mellem Fiskebækvej og Ballerupvej i Værløse om aftenen lørdag.
Det er området tæt på Værløse Station.
Hovedhypotese
Lørdag skrev Nordsjællands Politi på X, at de ikke kunne udelukke, at der er relation til kriminelle grupperinger.
Det er fortsat tilfældet søndag.
- Vores hovedhypotese er, at det har en relation til bandemiljøet, forklarer vagtchefen, der ikke kan komme ind på, hvilke grupperinger, der kan være tale om.
Ifølge vagtchefen er der ingen svenske statsborgere blandt de anholdte.
Det vides endnu ikke, om de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af søndagen.