Bilister må ud på en kilometerlang omvej, når vejforløbet på Frederiksværkvej ved Mårum Station skal genoprettes og bumpet udjævnes. Lokaltog har for nylig gennemført planlagt sporarbejde på strækningen, og nu skal arbejdet færdiggøres. Derfor spærres Frederiksværkvej igen ad to omgange. Det skriver Gribskov Kommune på Facebook.
Første gang er fra 14. oktober klokken 22 til 18. oktober klokken 05. Anden gang er fra 24. oktober klokken 22 til 25. oktober klokken 05.
Mens vejen er spærret, henvises til at benytte omkørsel. Den hurtigste omkørsel er nordom, via Græsted gennem Saltrup og videre ad Esbønderupvej. Der er sat informationsskilte op i begge ender.

På baggrund af jeres henvendelser i forbindelse med afspærringen sidste gang, har vi flyttet skiltene på østsiden længere væk fra afspærringen, så man bedre kan nå at dreje af i tide, skriver Gribskov Kommune.
Frederiksværksvej er en central forbindelsesvej mellem Gribskov og Helsingør Kommuner.