I de små landsbyer på Sydstevns er klimavenlig varme og strøm ikke lige rundt om hjørnet. For at skabe grønne energiløsninger har en gruppe sydstevnsboere taget initiativet til at etablere et fælles projekt. Med en andelsbaseret model ønsker de at give lokalsamfundene grønnere og billigere energi.
Carl Skou, formand for Sydstevns Energifællesskab, forklarer projektets målsætning. Missionen er, at det skal være muligt at få klimavenlig strøm og varme i små landsbyer og lokalsamfund - også for mennesker der ikke har den store indtægt.
Gruppen møder dog udfordringer efter en ny politisk beslutning, hvor termonet ikke medtages i varmeforsyningsloven, hvilket forhindrer kommunegaranti.
- Når du skal finde finansiering til et projekt som vores, så betyder kommunal opbakning virkelig meget, siger Carl Skou, og understreger, at en kommunegaranti kan gøre det lettere at skaffe midler. Uden en sådan garanti vil det kræve større arbejde og gøre projektet dyrere for den enkelte andelshaver.
Stevns Kommune støtter varmt op om initiativet, og embedsværket og politikerne vil gerne have, at projektet lykkes. Trods de kommende økonomiske udfordringer håber Carl Skou stadig på succes. Sydstevns Energifællesskab opfordrer regeringen til at lade kommunerne beslutte, om de vil stille garantier for termonetprojekter i fremtiden.