Spareribs, hårklips, design, te og nips er blandt det, man kan få i de seks nye spisesteder og butikker, der allerede er åbnet eller åbner i Slotsarkaderne i Hillerød dette efterår.
Det skriver shoppingcentret i en pressemeddelelse.
I efteråret åbner Bone's, Basic & More, Magasin, Østerlandsk Thehus, GreenMind og Continue, som før har haft pop-up-butik, og som nu flytter fast ind i Slotsarkaderne.
Det betyder, at shoppingcentret er fuldt udlejet. Nogle steder er allerede åbnet, andre gør det snart.
Læs også
- Stort fremmøde ved åbningen af Magasin: - Det er faktisk lidt overvældende
- Kæde åbner ny butik i SlotsArkaderne
Ifølge Christina Nymand Nielsen, der er Slotsarkadernes center-manager, understreger det fuldt udlejede center, at Hillerød er Nordsjællands handelscentrum og en attraktiv by for både borgere og brands.
- Når vi oplever at være fuldt udlejet, så skyldes det selvfølgelig, at vores strategi har været rigtig, og at vores gæster tager godt imod de koncepter, der åbner i shoppingcentret. Men det skyldes også, at Slotsarkaderne er en integreret del af Hillerød, så når det går godt uden for centrum, kan vi mærke det indenfor, siger Christina Nymand Nielsen i pressemeddelelsen.
- Der er kommet flere borgere til kommunen, gågaden er blevet renoveret, og vi ligger i en attraktiv bymidte. Der er en god synergi mellem butikkerne i byen og shoppingcentret. Vi oplever, at vi bidrager positivt til hinandens vækst, siger hun.
Hvert år besøger 5,3 millioner gæster Slotsarkaderne, som de seneste år har fået flere besøgende. Shoppingcentret forventer, at der kommer endnu flere besøgende til.
Særligt børnefamilierne fylder mere i centret. Slotsarkaderne har bygget to nye legepladser.
Arrangementer
I løbet af efteråret vil der være Late Night og Lyserød Lørdag, som er en del af Støt Brysterne-kampagnen, i Slotsarkaderne.
- Det er vigtigt for os at bidrage til fællesskabet i Hillerød. Det kan vi ved at skabe et samlingspunkt med oplevelser, spisesteder og stærke brands, som gæsterne har lyst til at vende tilbage til igen og igen i selskab med venner og familie. Når vi kigger på de butikker og restauranter, som ligger i vores center, så er vi rigtig godt i gang med at skabe det, fortæller Christina Nymand Nielsen i pressemeddelelsen.
Det er vigtigt for os at bidrage til fællesskabet i Hillerød.
Christina Nymand Nielsen
Basic & More åbnede deres butik i Slotsarkaderne den 19. september, og Magasin åbnede 25. september. Bone's åbner mandag 21. oktober, mens Østerlands Thehus, Greenmind og Continue åbner senere på året.
Derudover går Slotsarkaderne inden for kort tid i gang med at bygge et nyt mødested for centrets gæster. Hvad der helt konkret skal ske, løfter Slotsarkaderne sløret for senere på året.