Der har været fart på i LHG Tømrer, som igen i 2023 fik Børsens Gazellepris. Det startede som en enmandsvirksomhed i form af tømrermesteren Lars Hansen, der købte en kassevogn og gik i gang som selvstændig. I dag tæller hele gruppen af medarbejdere omkring 95 ansatte inden for tømrere, malere, tagdækkere, murere, elektrikere og sikringsfolk.
Den Rødovrebaserede virksomhed åbnede i januar afdeling i Sorø, hvor tømrermester Søren Bastue Jacobsen holder styr på fire medarbejdere inden for tømrerfaget.
- Jeg blev ansat for at give hele afdelingen lidt kærlighed og omsorg. Det vigtigste for mig er, at alle kunder bliver tilfredse, og vi udviser faglig stolthed, smiler tømrermesteren.
Klarer alle typer opgaver
Kunderne er forsikringsselskaber, ejendomsselskaber, private eller offentlige bygherrer, men LHG Tømrer tilbyder i kraft af sin størrelse også totalentrepriser.
- Alle firmaer er sig selv, men er samlet i en paraply under LHG. Vi arbejder tæt sammen, så vi kontakter maler- eller murerafdelingen efter behov og klarer det hele internt, forklarer Søren Bastue Jacobsen.
LHG Tømrer går ind i ethvert samarbejde med øje for den lange relation og de fremtidige projekter, og virksomheden sætter en ære i at være det foretrukne valg for både kunder og medarbejdere. Opgaverne kommer både fra både mindre privatkunder, større erhvervskunder og Sorø Kommune, lige som LHG Tømrer blandt andet håndterer skades- og forsikringssager samt serviceopgaver inden for ejendomme.
Plads til flere
Afdelingen i Sorø råder over 450 kvadratmeter lager og 200 kvadratmeter kontorer, så der er plads til både begejstring og kommende medarbejdere på adressen på Centervej 22 i Sorø Nord. LHG Tømrer regner nemlig med at tiltrække yderligere arbejdskraft til den ekspanderende virksomhed.
- Vi er ved at opbygge værksted, og jeg har fået en masse maskiner hjem, så det snart er oppe at køre, siger Søren Bastue Jacobsen, som dog erkender, at det kan være svært at tiltrække arbejdskraft i tider med fuld beskæftigelse.
- Nummer et på prioriteringslisten er etablere gode vilkår for medarbejderne, og heldigvis er folk glade for at arbejde her. Vi behandler vores folk ordentligt, og det hører vi også fra dem, fortæller han.
Glade medarbejdere
Virksomheden afholder et orienterende et møde hver første fredag i måneden, hvor alle tømrersvende mødes i Rødovreafdelingen og får information om, hvad der sker i firmaet. Derudover holder LHG Tømrer sommerfester, julefrokoster og hyggeeftermiddage med øl og pølser for at alle skal føle sig hjemme i virksomheden og blandt kollegerne.
- Det er vigtigt for os, at de føler sig værdsat. Og alle har naturligvis egne firmabiler og opdateret værktøj, fortsætter Søren Bastue Jacobsen.
Alt kan laves
Selv var han selvstændig tømrer i 11 år og har derfor lang erfaring fra byggebranchen, hvor han blandt andet har bygget huse fra kælder til kvist gennem ti år i Norge. Næste udfordring bliver, at han uddanner sig til håndværkstaksator fra februar i det nye år.
- Det betyder, at jeg kan tage ud til fru Jensen, der har fået en vandskade, og taksere opgaven. Man danner sig et overblik over skaden og får den vurderet, hvorefter opgaven kommer i udbud, fortæller han.
Samtidig skal han lede og fordele arbejdet blandt de travle tømrere i LHG Tømrer, der som hovedregel er ude på opgaver på områdets byggepladser. Det er dog også en del af virkeligheden, at dele af opgaverne skal løses på det kommende værksted i den store lagerhal.
- Særligt i forsikringssager hænder det, at man ikke bare kan købe det, der skal udskiftes, og så må man producere det selv. Det kan være et specielt loftpanel eller særlige udskæringer, som vi så kan klare her på værkstedet, siger Søren Bastue Jacobsen.