Med konfetti og klapsalver blev frivillige fra Uglevang hyldet ved DAB's Fællesskabsdag lørdag 5. oktober.
I Idrættens Hus i Brøndby modtog Uglevang 'Den Sociale Pris' foran omkring 100 frivillige fra forskellige boligafdelinger.
Uglevang, der er den største boligafdeling i Allerød Almene Boligselskab, blev anerkendt for sit sociale liv og de mange aktiviteter, der skaber værdi for beboerne.
Ifølge motivationen for prisen går den til en boligafdeling med levende sociale aktiviteter, hvor godt humør, kaffe og kage er en fast del af programmet.
Uglevang er hjemsted for Krea-gruppen, der samler beboerne om strikning, maling og hyggelige stunder.
Aktivitetsudvalget planlægger også forskellige arrangementer som påskefrokost, julefrokost, sommerfest samt halloween, hvor græskar udskæres.
DAB afholder årligt Fællesskabsdag for frivillige i de boligafdelinger, selskabet administrerer. Her er diverse oplæg, workshops og mulighed for netværk. På Fællesskabsdagen uddeles tre priser, hvoraf Uglevang modtog 'Den Sociale Pris'. Fælles-for-alle prisen gik til Ådalsparken, Hørsholm Almene Boligselskab, mens prisen for nytænkning gik til Ydungård, Værløse Almene Boligselskab.